ForsideAabybroSocialdemokratiets aftryk på budgetaftalen: Ansvarlig økonomi og stærk kernevelfærd

Socialdemokratiets aftryk på budgetaftalen: Ansvarlig økonomi og stærk kernevelfærd

Af Socialdemokratiets kommunalbestyrelsesgruppe i Jammerbugt Kommune

Socialdemokratiets aftryk på budgetaftalen: Ansvarlig økonomi og stærk kernevelfærd

Socialdemokratiet gik ind i budgetforhandlingerne med to klare mål: ansvarlig økonomi, der skaber stabilitet, og konkrete forbedringer af kernevelfærden. Begge dele er afspejlet i den brede budgetaftale, som hele kommunalbestyrelsen står bag.

Budgetaftalen styrker kommunens økonomiske robusthed. Bufferpuljen på driftsrammen øges, og allerede besluttede anlægsprojekter kan blive indfriet. Fremover er ambitionen en anlægsramme på 70-80 mio. kr. årligt, hvor bevillinger som udgangspunkt skal udmøntes i det år, de er afsat.

Det er en vigtig værdi for Socialdemokratiet og samtidig et aftryk på budgetaftalen. Vi insisterer på en ansvarlig økonomi, fordi det er forudsætningen for, at vi også fremover kan prioritere og styrke kernevelfærden.

”Vi gik ind i forhandlingerne med klare prioriteringer. Vi fik ikke det hele, men vi fik flyttet noget dér, hvor det betyder noget for borgerne i Jammerbugt Kommune.”

Færre elever og mere trivsel

Folkeskolen har været en af Socialdemokratiets vigtigste prioriteringer. Der afsættes 9,7 mio. kr. til en løbende indfasning af mindre klasser over seks år og 1,6 mio. kr. til trivsel på de mindre skoler.

Skolerne får samtidig mulighed for at bruge pengene dér, hvor de gør størst forskel – f.eks. på delehold eller flere voksne omkring eleverne.

”Det handler ikke bare om klassekvotienter. Det handler om vores børn. Færre elever og flere voksne omkring dem giver bedre mulighed for at se det enkelte barn og skabe gode rammer for læring og trivsel.”

Et vigtigt aftryk for Socialdemokratiet var at sætte fokus på ord- og talblindhed

Vi vil sikre tidligere opmærksomhed og støtte, så børn ikke går unødigt længe med udfordringer, der påvirker deres læring og trivsel.

Flere socialrådgivere – tidligere hjælp til børn og familier

Vi gik ind i budgetforhandlingerne med en klar prioritering om at styrke Børne- og Familierådgivningen.

Derfor er vi glade for, at der afsættes 500.000 kr. til at opnormere med yderligere en rådgiver. Målet er klart: Færre sager pr. rådgiver og bedre mulighed for at give børn og familier den rette hjælp i tide.

Samtidig er vi tilfredse med, at normeringen i SFO’erne fastholdes uændret. Det betyder, at vi ikke sparer voksne væk fra børnenes hverdag, men holder fast i tryghed, nærvær og gode fællesskaber.

Vi holder fast i de unge

Juniormesterlære i Saltum fortsætter. Socialdemokratiet har lagt vægt på, at vi ikke sætter tilbud i gang for unge for derefter at lukke dem igen efter ét år.

Samtidig fortsætter arbejdet for flere kommunale fritidsjobs til unge og for at bringe flere af kommunens seniorers kompetencer i spil gennem småjobs og fællesskaber.

Et stærkere demokrati for næste generation

I Socialdemokratiet har vi også sat et tydeligt aftryk på budgetaftalen med en årlig ”Demokratiets mærkedag” for kommunens 18-årige. Formålet er at styrke de unges kendskab til demokratiet og give dem lyst og mod til at engagere sig og gøre deres stemme gældende.

En værdig ældrepleje

En værdig ældrepleje var en vigtig prioritet for socialdemokratisk. Der blev afsat 500.000 kr. til at nedbringe ventelisten til aktivitetscentrene for ældre borgere og borgere med demens.

”Et godt ældreliv handler om mere end pleje og praktisk hjælp. Det handler også om livskvalitet og fællesskab.”

Faste teams i ældreplejen

Faste teams og høj faglighed i ældreplejen er et vigtigt politisk mål for Socialdemokratiet. Derfor er det aftalt, at faste teams skal være fuldt implementeret i 2027. Det skal give de ældre større kontinuitet og indflydelse – og medarbejderne stærkere faglige miljøer og større arbejdsglæde.

Samtidig er der afsat yderligere midler til renovering af hjemme- og sygeplejens mødested i Fjerritslev. 

Stærke sociale tilbud

Der skal ses på mulighederne for at skabe et mere tidssvarende og tilgængeligt tilbud på Værestedet Solsikken i Aabybro.

For Socialdemokratiet handler det om at sikre værdige, trygge og gode rammer for nogle af kommunens mest sårbare borgere og borgere med handicap.

Forebyggelse og natur

I Socialdemokratiet har vi også sat et tydeligt aftryk på forebyggelse og natur.

Selvom sundhedsindsatsen er reduceret, har vi fastholdt forebyggelse som en politisk prioritering – blandt andet med tape og træning som en del af kommunens sundhedsindsats for medarbejderne.

På naturområdet har vi sat fokus på en naturvejleder i forbindelse med NaturNationalpark Tranum, ligesom mulighederne for en styrket indsats mod invasive arter undersøges.

Vi tager ansvar – og vil mere

Socialdemokratiet havde gerne set flere af vores ønsker med i aftalen. Men et budget kræver kompromiser, når hele kommunalbestyrelsen skal finde fælles løsninger.

”Vi har taget ansvar for økonomien uden at give køb på vores politiske retning. Vi har prioriteret kernevelfærden, styrket kommunens økonomiske robusthed og sikret mulighed for at gennemføre allerede besluttede anlægsprojekter. Vi fik ikke alt det, vi ønskede – men vi har sat et tydeligt socialdemokratisk aftryk på aftalen. Det skal vi bygge videre på.” siger Morten Klessen, gruppeformand for Socialdemokratiet.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER