ForsideAabybroBudgetaftale 2021 for Jammerbugt Kommune

Budgetaftale 2021 for Jammerbugt Kommune

Alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen har den 4. september 2020 indgået en fælles aftale om Jammerbugt Kommunes budget for 2021-2024. Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Borgerlisten står dermed bag aftalen.

Budgetaftalen udtrykker vilje til at stå sammen


Budgetaftalen er udtryk for, at der i kommunalbestyrelsen er vilje til et bredt politisk samarbejde og fælles ansvar for kommunens udvikling. Traditionen for brede forlig fortsætter dermed.

Gennem en årrække har udviklingen i Jammerbugt Kommune været præget af faldende ledighed, en stigende erhvervsfrekvens og vækst i antallet af arbejdspladser. Antallet af nystartede virksomheder har været højt og turisterhvervet har oplevet en stærk fremgang, med meget flotte stigninger i antallet af overnatninger.

Men COVID-19 har også i Jammerbugt Kommune skabt usikkerhed hos både virksomheder og lønmodtagere. De statslige hjælpeordninger betyder dog sammen med aftalen om kommunernes økonomi, at de økonomiske konsekvenser for Jammerbugt Kommune ikke forventes at påvirke den borgernære service.

Samtidig peger udligningsreformen i den rigtige retning med større forudsigelighed i budgetterne og flere penge til Jammerbugt Kommune.

Dette giver mulighed for fortsat at prioritere de store serviceområder og følge med den demografiske udvikling på områder som børnepasning, skoler, senior- og handicapområdet. Samtidig skaber det rum til at gennemføre en række ambitiøse, men nødvendige anlægsinvesteringer indenfor blandt andet skoler, børnehaver, haller mv.

Som led i den løbende effektivisering og optimering af driften, er der i budgettet for 2021 gennemført en række tilpasninger og ændringer. Dette har givet mulighed for at prioritere nye tiltag, så Jammerbugt Kommune fortsat kan udvikle sig.

Budgetaftalen sikrer et historisk højt investeringsniveau, så Jammerbugt Kommune kan fortsætte planen med at forbedre de fysiske rammer for velfærd. Bl.a. er der afsat midler til skolebyggeri i Jetsmark, renovering og udbygning af Jetsmark Idrætscenter, samt Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev og udbygning af børnehaverne i Nørhalne og Fjerritslev.

Samtidig fastholdes niveauet for vedligeholdelse og istandsættelse af kommunens egne bygninger og anlæg. Desuden er der i anlægsbudgettet for 2021 plads til at gennemføre og afslutte de fremrykkede anlægsprojekter, Kommunalbestyrelsen igangsatte i 2020 i forbindelse med COVID-19.

Forligspartierne ønsker derved at understøtte udviklingen af Jammerbugt Kommune som et attraktivt sted at bo og etablere sig både for borgere og virksomheder.

Den fortsatte udvikling af Jammerbugt Kommune skal bl.a. ske ved at skabe driftsoverskud som kan sikre et tilstrækkeligt råderum til investeringer og udviklingstiltag. Driften skal fortsat optimeres og effektiviseres, hvor det er muligt.

Jammerbugt Kommunes økonomistyringsprincipper fik i begyndelsen af 2020 et serviceeftersyn, hvor regler og principper for bl.a. økonomisk decentralisering præciseret og opdateret. Der er fortsat mulighed for at overføre ubrugte midler op til en grænse på 10 pct. af budgettet. Tilsvarende er det muligt at ”låne” af næste års budget.

Med udgangspunkt i de opdaterede økonomistyringsprincipper, ønsker forligspartierne at frigive opsparede midler fra tidligere år, som det af hensyn til overholdelse af servicerammen har været nødvendigt at ”indefryse”. Der frigives derfor 10 mio. kr. (netto) hvert år over de næste tre år.

Midlerne kan anvendes til at styrke arbejdet med kerneopgaven. Da midlerne ikke er jævnt fordelt mellem institutionerne, skal forvaltningen i dialog med institutioner og bestyrelser udmønte midlerne på en måde, så de bliver til mest muligt gavn og glæde for borgere og medarbejdere.

Hovedtal fra budgetaftalen

Budgetaftalen for det kommende års budget indebærer, at skatteprocenten og grundskyldspromillen fastholdes på det nuværende niveau. Der budgetteres med et driftsoverskud på 142,2 mio. kr., anlægsinvesteringer på 155,4 mio. kr. og nettoafdrag på gælden med 56,1 mio. kr. Samlet indebærer budgetaftalen et kassetræk på 22,7 mio. kr. Den gennemsnitlige likviditet forventes ved udgangen af 2021 at være ca. 131,0 mio. kr.

Aktiv involvering af MED-systemet og brug af høring

Processen med udarbejdelse af budgettet for 2021 er sket i et forløb, hvor MED-udvalgene aktivt har taget ansvar for at kvalificere omstillingsforslagene. Dette har medvirket til at sikre, at alle vinkler og konsekvensen af forslagene er blevet drøftet.

Efter indstilling fra direktionen sendte Økonomiudvalget d. 19. august 2020 en række omstillingsforslag i ekstern høring. Høringen sluttede d. 31. august 2020.

Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det 8. oktober 2020.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER