BRN – Et samarbejde der styrker Nordjylland
Business Region North Denmark (BRN) har netop offentliggjort sin årsrapport for 2024. Rapporten viser, hvordan Jammerbugt Kommune – sammen med de øvrige nordjyske kommuner og Region Nordjylland – arbejder målrettet for at styrke vækst, erhverv og infrastruktur i regionen.
I 2024 har det nordjyske samarbejde, BRN, blandt andet fokuseret på at fremme statslige investeringer i Nordjylland og i det nordjyske erhvervsliv og på at forbedre infrastrukturen, bl.a. i form af den tredje Limfjordsforbindelse.
Udvalgte indsatser i 2024 – BRN har i 2024 blandt andet arbejdet med:
- Den tredje Limfjordsforbindelse
- Grøn energi i Nordjylland og at udvide af elnettet
- Kompensation til de kommuner der opfører vedvarende energi-anlæg
- At styrke statslige investeringer i Nordjylland og nordjysk erhvervsliv
- Videreudvikle CO2Vision (fangst, anvendelse og lagring af CO2)
- At tiltrække international arbejdskraft
”Gennem BRN er vi med til at løfte fælles udfordringer og tiltrække nye muligheder til vores region. Vi er så at sige Nordjyllands stemme i vigtige dagsordener. Det passer godt med vores egen planstrategi i Jammerbugt Kommune, hvor vi prioriterer strategiske samarbejder, for når vi er en del af noget større, kan vi i fællesskab finde gode løsninger, som også skaber værdi lokalt i Jammerbugt Kommune,” siger borgmester Mogens Christen Gade.