ForsideAabybroBredt politisk flertal er enige om hjælp til nordjyske virksomheder samt kultur-...

Bredt politisk flertal er enige om hjælp til nordjyske virksomheder samt kultur- og idrætsliv

Print Friendly, PDF & Email

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier åbner nu op for de generelle hjælpepakker til virksomheder i de syv nordjyske kommuner samt kultur- og idrætslivet, der er ramt af den lokale nedlukning.

For at reducere smitteudviklingen og inddæmme en særlig mutation af corona-virus fra mink er der iværksat en lokal nedlukning og yderligere restriktioner i syv nordjyske kommuner.


Og de har store konsekvenser for virksomheder, lønmodtagere samt kultur- og idrætsliv.

Derfor er regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative, Alternativet og Enhedslisten netop blevet enige om at åbne for de generelle hjælpepakker bredt til det nordjyske erhvervs- og kultur- og idrætsliv i Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Thisted.

Dermed får alle virksomheder i de syv kommuner, der er ramt af en væsentlig nedgang i omsætningen på grund af corona, nu adgang til kompensationsordninger på linje med den generelle adgang, der også var gældende under den nedlukningen af samfundet i foråret.

Det drejer sig om kompensationsordningen for faste omkostninger og kompensationsordningen for selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere.

”Det er en utrolig alvorlig situation for nordjyske virksomheder lige nu. Og der skal selvfølgelig være hjælp af hente. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med et bredt flertal af Folketinget allerede i dag er blevet enige om at spænde det store sikkerhedsnet ud under de nordjyske virksomheder, så de ved, at hjælpen er på vej,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Før dagens aftale var det kun virksomheder ramt af restriktioner vedr. forbud mod at holde åbent, forsamlingsforbud, grænserestriktioner og udenrigsministeriets rejsevejledning, der kunne få del i hjælpepakkerne.

“Ligesom vi gennem krisen har holdt hånden under blandt andet idræts-, forenings- og kulturlivet, så vil der også være hjælp til dem, der nu bliver ramt af de nye restriktioner i Nordjylland. Jeg ved, at det er en meget svær tid, som I går ind i nu. Derfor er jeg glad for, at der er bred enighed blandt Folketingets partier om at forbedre den økonomiske hjælp,” siger kulturminister Joy Mogensen.

Regeringen og Folketingets partier vil forhandle videre om hjælp til nordjyske virksomheder samt kultur- og idrætsliv snarest.

Regeringen drøfter desuden indførslen af en midlertidig og lokal lønkompensationsordning med arbejdsmarkedets parter.

Fakta om hjælp til nordjyske virksomheder:

Kompensation for faste omkostninger:

  • Alle virksomheder i de syv nordjyske kommuner får adgang til kompensation for faste omkostninger, hvis de har en omsætningsnedgang på mindst 30 pct.
  • Hvis en virksomhed er tvangslukket og ingen omsætning har, kan den få dækket 100 pct. af de faste omkostninger.
  • Hvis en virksomhed oplever en omsætningsnedgang på 50 pct., kan den få dækket 60 pct. af de faste omkostninger (fx husleje, forsikringer, vand, varme og el mv.)

Kompensation til selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere:

  • Alle selvstændige mv. i de syv nordjyske kommuner får adgang til kompensation, hvis de har en omsætningsnedgang på mindst 30 pct.
  • Der ydes kompensation for 90 pct. af omsætningsnedgangen, dog 100 pct. i perioder, hvor den selvstændige har forbud mod at holde åbent, hvis der ikke er omsætning.
  • Desuden gælder øvrige regler for kompensationsordningen
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER