Boliger og skole er klar til ukrainske familier

Jammerbugt
Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt Kommune er i gang med at forberede boliger til de første ukrainere, der får ophold i kommunen. I første omgang skal ti ældreboliger klargøres med inventar, så de er klar til at flytte ind i.

Til at klargøre de ti boliger har FGU og TECHCOLLEGE meldt sig til at hjælpe med indretningen af boligerne. Det er elever fra de to uddannelser, der bidrager.

Til at indrette flere af boligerne tager Jammerbugt Kommune gerne imod donationer af inventar.

Der er behov for følgende donationer:

  • Senge, køjesenge, sovesofaer
  • Mindre sofaer, sofaborde, spiseborde og spisebordsstole
  • Skabe, kommoder
  • Vaskemaskiner, tørrestativ, køleskab, støvsuger, lamper, persienner, rullegardiner
  • Dyne, pude,
  • Gryder, pander, service, bestik, køkkenudstyr

Adresser og åbningstider for genbrugspladserne.

Donationer kan afleveres i særligt opstillede containere på de fire genbrugspladser i kommunen. Andre brugsgenstande som tøj, legetøj, skov mv. kan afleveres hos de frivillige organisationer, der også bidrager til at løse opgaven.

”I en kortere periode kommer vi til at tage imod donationer af inventar til indretning af boliger til de ukrainere, der kommer til kommunen. De frivillige organisationer har fortsat en vigtig rolle i at samle ind til ukrainere, der kommer hertil. Men lige nu er det et både og i forhold til at samle ind, indtil vi får boligplaceret de første ukrainere”, fortæller Mogens Christen Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune.

De første ukrainske børn starter i skole

Børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine, skal kort tid efter deres ankomst have tilbud om at blive optaget i dagtilbud og folkeskoler.

De første børn fra Ukraine er indskrevet i dagtilbud og skoler i Jammerbugt Kommune, og torsdag 24. marts starter de første børn på Brovst Skole. På skolen er oprettet to modtagerklasser.

Indskrivning af ukrainske børn i skoletilbuddet kan ske ved at kontakte Brovst Skole på Brovst Skoles hovednummer tlf.: 7257 8030. Mens indskrivning i et dagtilbud kan ske ved henvendelse til Pladsanvisningen, som guider gennem systemet. Pladsanvisningen kan kontaktes på telefon tlf.: 7257 7513 eller 7257 7598.

Kontaktperson ved spørgsmål

Borgere med spørgsmål om modtagelse af ukrainere, akut boligindkvartering, forsørgelse mv. kan henvende sig til Jammerbugt Kommunes kontaktperson, som er:

Per Sigsgaard, mail: sig@jammerbugt.dk, tlf.: 7257 7551 eller 4191 2551.