Bliv hjemme, når du er syg – alligevel tager det halve af Danmark syge på job

Arkivbillede

Bliv hjemme, når du er syg – alligevel tager det halve af Danmark syge på job

I løbet af det seneste år er godt halvdelen af danskerne taget på arbejde med symptomer på sygdom. Tilsyneladende er symptomer på sygdom kun sjældent nok til, at vi bliver væk fra job og kollegaer. Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

-- annonce ---

Bliv hjemme, når du er syg. Det er et af de vigtigste råd, corona-epidemien har lært os. Det forebygger nemlig, at vi smitter hinanden med både covid-19, influenza og en lang række andre smitsomme sygdomme.

Alligevel tager godt halvdelen af os på arbejde eller studie med ondt i halsen. 41 procent af de adspurgte er det seneste år mødt op med symptomer som træthed og ømhed i kroppen, mens 36 procent er mødt op med en løbende næse.

Det viser en ny undersøgelse af danskernes adfærd i forbindelse med sygdom foretaget blandt 1528 danskere i september 2022.

”Når vi bliver syge og vælger at blive hjemme, så undgår vi at smitte andre. At blive hjemme er en af de vigtigste anbefalinger til, hvordan vi sammen får bekæmpet og reduceret smitsom sygdom. Særligt lige nu, hvor vi går ind i en sæson med stigende smitte med bl.a. influenza og covid-19, der kan ramme både den enkelte og familien hårdt, og som kan ende med at lægge ekstra pres på vores sundhedsvæsen, ” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Line Raahauge.

God idé med klare retningslinjer på arbejdspladserne

Men hvorfor tager vi så alligevel afsted, når vi er syge og burde blive hjemme? Godt 50 procent svarer i undersøgelsen, at de vurderer, at de godt kan tage på arbejde uden at smitte andre, eller at deres symptomer ikke er slemme nok til, at de kan tillade sig at blive væk. Ønsket om ikke at belaste sine kollegaer samt bekymring for kollegaers og lederens opfattelse af en, har også betydning.

I undersøgelsen svarer halvdelen, at de synes, at deres kollegaer er gode til at blive hjemme ved sygdom, mens 18 procent har følt sig utrygge, fordi en kollega er mødt syg op på jobbet. Desuden er det kun halvdelen af os, der oplever, at der er klare retningslinjer på vores arbejdsplads for, hvordan vi skal forholde os ved sygdom.

”Det kan være en hjælp for den enkelte, at der er klare retningslinjer på arbejdspladserne for, hvordan man skal forholde sig, når man er syg, så man ikke er i tvivl og møder op syg,” siger Line Raahauge.

Sengeliggende superhelte

I disse uger minder Sundhedsstyrelsen alle om, hvordan vi sammen bedst bekæmper smitte. Du kan de kommende uger møde en række ”Rigtige helte” rundt omkring, som på forskellig vis hjælper os med at bekæmpe smitten. Superhelte, som har taget et par dage under dynen.

At blive hjemme når man er syg, er blot et af fem gode råd til at forebygge smitte. Udover dette kan håndvask, rengøring, udluftning og at hoste i ærmet være med til at holde smitten fra døren.

Se undersøgelsen her

Læs mere på sst.dk/smitte, hvor du også kan se kampagnen ”Rigtige Helte”.

Fakta om undersøgelsen

  • Omkring 50% af danskerne er i løbet af det seneste år taget på job eller studie med ondt i halsen
  • 50 % oplever, at der er klare retningslinjer på deres arbejdsplads/studie for, hvordan de skal forholde sig, hvis de er syge – Det er 11 %-point færre end i 2021
  • 50 % oplever, at deres kollegaer er gode til at blive hjemme ved sygdom. 18 % har dog følt sig utrygge på jobbet pga. en syg kollega
  • Kun 16% af de unge er blevet hjemme fra job/uddannelse det seneste år pga. symptomer på sygdom
  • Halvdelen af danskerne vil blive hjemme fra både store og små arrangementer, hvis de oplever generelle symptomer på sygdom eller hoste på dagen
  • 12 % af alle danskere er inden for det seneste år taget til et socialt arrangement med symptomer på sygdom. Blandt de unge gælder det dog for hele 1 ud af 3.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.528 danskere i analyseinstituttet Norstats panel i september 2022.