ForsideAabybroBlå Kors lukker genbrugsbutikker i de syv berørte nordjyske kommuner

Blå Kors lukker genbrugsbutikker i de syv berørte nordjyske kommuner

Nedlukningen af store dele af Nordjylland får nu den sociale hjælpeorganisation Blå Kors til at lukke alle sine genbrugsbutikker i de berørte kommuner. Det drejer sig om ni butikker, som alle lukker ned fredag for at mindske smittespredningen med den nye form for coronavirus.

Den sociale hjælpeorganisation har besluttet midlertidigt at lukke sine genbrugsbutikker i de syv kommuner, som er berørte af myndighedernes coronanedlukning. Det drejer sig om Blå Kors’ butikker i Skagen, Frederikshavn, Bindslev, Hjørring, Sæby, Aabybro, Aalestrup og Thisted.  


Lukningen af butikkerne drejer sig foreløbigt om de næste fire uger, eller til myndighederne melder andet ud, og sker for at mindske smittespredningen i området.

“Af hensyn til situationen i Nordjylland har vi besluttet at lukke vores butikker midlertidigt, indtil vi er klogere på, hvordan situationen i de syv berørte kommuner udvikler sig. Det er vigtigt for Blå Kors, at vi ikke medvirker til, at smitten med den her særlige variant af coronavirus, som stammer fra mink, spreder sig yderligere,” siger Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

De frivillige, som arbejder i de ni butikker, der nu lukker ned, er fredag morgen blevet orienteret om nedlukningen. 

Det er ikke første gang under coronakrisen, at Blå Kors har valgt at lukke sine butikker. I foråret lukkede organisationen alle sine genbrugsbutikker på landsplan i seks uger. 

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER