Mandag den 26. april 21 har Det Radikale venstre afholdt Årsmøde i Brønderslev-Jammerbugt kredsen.
Det vigtigste punkt på dagsordenen for aftenen var at få valgt en folketingskandidat, så vi er helt klar til næste folketingsvalg.
Bjarne Axelsen blev valgt enstemmigt og med stort bifald. Bjarne er 46 år og bor sammen med familien i Aalborg. Til daglig arbejder Bjarne dels som lærer på Søndergades Skole i Brønderslev og som leder af Brønderslev Medieproduktion ApS, som står bag Radio 101,2 FM som er en lokalradio.
Bjarnes primære politiske interesseområder er skoler, uddannelse, transport, det grønne område, sundhed og udlændingepolitik.
Bjarne ønsker at sætte fokus på regional mobilitet gennem en forbedret offentlig transport og nævner ”det skal gøres til et fristende tilvalg at benytte toget frem for at sidde én mand eller én kvinde pr. bil.”
Formålet med test og prøver i folkeskolen skal ikke være, at man på et givent klassetrin kan sammenligne Danmark med Kina og Taiwan. Formålet skal være at måle elevernes reelle niveau, og det magter lærerne uden brug af nationale test i tide og utide. Skolen skal især arbejde på at kvalificere de unge mennesker til at kunne påbegynde en ungdomsuddannelse. Bjarne lægger også stor vægt på børnenes trivsel og nævner ”eleverne skal have en god og positiv oplevelse med at gå i skole, så det er noget de husker tilbage på med glæde.”
Et andet politikområde ligger Bjarnes hjerte meget nær er den danske udlændingepolitik. Han nævner ”at der må godt stilles krav til udlændinge, men det skal være krav, der giver mening. At have som mål at placere mennesker i lejre er decideret gak, når vi både mangler læger, elektrikere og inden for få år 40.000 social- og sundhedshjælpere.”
Samme aften blev der valgt ny kredsformand Janus Hove og en ny kredsbestyrelse, så nu er Det Radikale Venstre klar til et kommende valg.
Bjarne Axelsen, kredsbestyrelsen og de to kommuneforeninger i Brønderslev og Jammerbugt glæder sig meget til at få etableret et godt samarbejde, så vi kan få bredt den politik ud i lokalområderne, som vi alle brænder for.