Den nye næstformand i Domea.dk’s bestyrelse hedder Jesper Hasemann og er fra Aabybro i Nordjylland. Det står klart efter en lidt atypisk generalforsamling, som blev gennemført med forholdsregler og mundbind – og som for første gang blev live-streamet til kunder i hele landet.
Bestyrelsen i Domea.dk har på den netop afholdte generalforsamling i Nyborg fundet sin nye næstformand. Valget faldt på Jesper Hasemann fra boligselskabet Domea Aabybro i Nordjylland. Hasemann var på forhånd indstillet til posten af den siddende bestyrelse og erstatter den nuværende næstformand Svend Overgaard, som havde valgt ikke at genopstille.
Egentlig skulle næstformanden have været valgt allerede tilbage i begyndelsen af april måned, men på grund af den aktuelle corona-situation blev den ordinære generalforsamling udskudt, så både bestyrelse og næstformandskandidat måtte væbne sig med tålmodighed.
“Jeg er både glad for og stolt over, at et enigt bagland har valgt at pege på mig i dag. Ventetiden har været lang – det vil jeg ikke lægge skjul på – men det har været værd at vente på. Og nu glæder jeg mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse og til at tage fat på nogle af alle de vigtige opgaver, som venter forude,” sagde Jesper Hasemann umiddelbart efter generalforsamlingen.
Live-streamet generalforsamling
Det blev på mange måder en anderledes generalforsamling fredag den 18. september på Hotel Nyborg Strand – en generalforsamling med god afstand, mundbind og masser af håndspit. Ikke desto mindre var stemningen i top blandt de fremmødte beboerdemokrater.
På forhånd var hver enkelt boligorganisation blevet opfordret til maksimalt at deltage med to organisationsbestyrelsesmedlemmer, hvilket var med til at sikre god afstand i salen. Og for at alle alligevel havde mulighed for følge med i debatten, blev generalforsamlingen for første gang nogensinde live-streamet til organisationsbestyrelsesmedlemmer i hele landet.
Sådan ser den nye bestyrelse ud
Foruden den ny næstformand, var der genvalg til fire bestyrelsesmedlemmer i Domea.dk’s bestyrelse, nemlig Torben Engholm fra kreds Midtjylland, Allan Aistrup fra Syddanmark inkl. Fyn, Gerda Corfitsen fra Sjælland og øerne og Preben Stampe Rasmussen fra Hovedstaden. Derudover indtræder Ole Wenneberg Nielsen fra kreds Nordjylland i bestyrelsen og endelig var der genvalg til Tina Louis Kirsmeier som det ene af to sagkyndige medlemmer af bestyrelsen.
Generalforsamlingen består af bestyrelsesmedlemmer fra ca. 80 boligselskaber fordelt over hele landet, der alle er kunder hos Domea.dk.