BADASS BRODERI – FUCK BAGSIDEN – En aften med snak og stik i Jetsmark Idrætscenter

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

BADASS BRODERI – FUCK BAGSIDEN – En aften med snak og stik i Jetsmark Idrætscenter

Broderist og forfatter Trine Runge Jessen, som du sikkert har set på Go’morgen Danmark, underholder om den skøre vej hun har taget for i dag at være blevet kendt som Broderisten og hende med de broderede bandeord. Tirsdag 23. april gæster hun Jetsmark Idrætscenter til en aften fyldt med broderi for alle – og en masse snak!

Der var ikke mange, der havde set at lige netop broderiet kunne trækkes ud af skammekrogen og kastes op på knagen med de helt rå læderjakker. Men ikke desto mindre er det hvad, der er sket og en bragende broderi-bølge, har stormet ind over landet og har slet ikke lagt sig endnu.

Broderist og forfatter Trine Runge Jessen. Foto: Jetsmark Idrætscenter

Det er ikke kun snak – der skal sgu også broderes lidt! Trine gennemgår de mest elementære trin, der skal til for at lave et korssting. Hvis du er ukronet korsstingskonge, kan der sagtens være et par tips og tricks, du kan få gavn af eller også må du lære Trine dine bedste tricks. Vi kommer ikke omkring alle broderiets allerdybeste hemmeligheder, men du skulle gerne blive bare lidt klogere på korssting og de ting, som broderiet kan gøre for ens mentale tilstand.

Alle får et begynderkit, der hedder ”Fuck bagsiden”. Her er der materialer og mønster at øve sig på og skulle du blive bidt af broderiet, er det muligt at købe nogle af Trines andre broderikits.

Jetsmark Idrætscenter håber mange vil bakke op om eventen, som er perfekt for en flok at samles til broderi, snak og hygge. Så få samlet veninderne til en skøn aften, hvor der både vil blive produceret det fineste håndværk og sikkert også drukket en bajer 😉

Pssst: Man kan nu spise i centrets Café Norma – tirsdag 23. april kan man forudbestille de lækreste
stjerneskud til 98 kr. frem til 19. april på cafenorma@jic.dk

Sted: Jetsmark Idrætscenter, Bredgade 140, 9490 Pandrup
Dato: 23. april kl. 19.00-21.00
Pris: 185 kr. inkl. begynder-broderi-kit
Billet: Køb billet på www.jic.dk eller i centret