Arbejdet på hurtig opstart og hjælp til børn og unge er godt i gang
Regeringen har taget initiativ til at sikre hurtig opstart af hjælp til børn, unge og deres familier, når de møder børne- og ungdomspsykiatrien, og det er af afgørende betydning, lyder det fra både forpersonen i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab samt en professor i børne- og Ungdomspsykiatri. De fremhæver ”Bedst for Os”, hvor forskere i samarbejde med klinikere og ledelser i Region Nordjylland og Region Sjælland allerede er i gang med at arbejde på en evidensbaseret løsning, som vil sikre rette hjælp til børn, unge og deres familier fra det øjeblik, de møder børne- og ungdomspsykiatrien.
”Bedst for Os” understøtter regeringsinitiativ
Regeringen har taget initiativ til at styrke den hjælp børn, unge og deres familier får, når de indleder et udredningsforløb i børne- og ungdomspsykiatrien. Formålet er også at forebygge, at barnets eller den unges tilstand forværres under udredningsforløbet, eller at der opstår behov for genhenvisninger og akutte indlæggelser.
Fordelen med hurtig opstart er, at hjælpen til barnet, den unge og familie sættes i gang under udredning, hvilket kan medvirke til hurtigere bedring samt kvalificere diagnostikken.
– Det er en stor glæde, at regeringen fastslår, at børn, unge og deres familier skal have tilbud om hurtig opstart af behandling. Det er en del af det faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien, og det har været længe ventet. Vi værdsætter, at regeringen har fulgt det faglige oplæg og lyttet til arbejdsgruppernes anbefaling om at hjælpe familierne med det samme, når de påbegynder udredning i psykiatrien, siger Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
Hurtig opstart af behandling samtidig med udredning lyder måske enkelt, men det er et nyt og banebrydende initiativ, der kræver, at de regionale børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger arbejder mere på tværs af diagnoser for at samarbejde med familierne om at forstå, hvad der virker for dem, med det fælles mål at deres øge håb, tillid og mestring.
Nina Tejs Jørring fremhæver, at arbejdet med at udvikle et videns-baseret tilbud allerede er gået i gang i Region Nordjylland i samarbejde med Region Sjælland som en del af projektet ”Bedst for Os”.
– Det giver det os en enestående mulighed for at forske i den kliniske hverdag, afprøve forskellige modeller og skabe evidens for deres effekt.
Hjælp til påvirkede familier
En hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien vil betyde, at børn, unge og familier nu vil få tilbudt hjælp i det øjeblik, de indgår i et udredningsforløb, hvilket skal aflaste familierne, der ofte har ventet i mange år for at få hjælp.
Ved hjælp af en stor bevilling fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond er forskere og fagpersoner hos ”Bedst for Os” i Region Nordjylland i samarbejde med fagfolk fra de øvrige fire regioner gået i gang med at undersøge og udvikle tilbud til børn og unge med behandlingskrævende psykiske vanskeligheder.
Et af projekterne i ”Bedst for Os” er at finde en vidensbaseret metode til at tilbyde en optimal hurtig opstart af behandling for børn og unge med fokus på at støtte og hjælpe hele familien.
Arbejdet foregår som et samarbejde mellem Region Nordjylland og Region Sjælland, og målet er at begge regioner allerede fra næste år er klar til at evaluere en ny model for hurtig opstart af familiefokuseret behandling, som samskabes sammen med familier og andre brugere.
Til glæde for familier i hele Danmark
Professor i børne- og ungdomspsykiatri og ph.d. Pia Jeppesen fra Region Sjælland ser en stor fordel i, at arbejdet for et vidensbaseret tilbud allerede er gået i gang i regi af ”Bedst for Os”.
– Vi har i Bedst for Os fået mulighed for at udvikle en ny tilgang til børn og unge og deres familier, hvor vi vil skabe synergi mellem udredningen og behandlingen, så aktiviteterne integreres og udføres i et ligeværdigt samarbejde mellem familien og de fagprofessionelle, hvor begge parter bidrager med værdifuld viden og erfaring. Bedst for Os-bevillingen gør det muligt at bruge tid på workshops og vidensdeling, så vi kan samle vidensbaserede metoder og teknikker i en manual og afprøve den i et forskningsdesign, forklarer Pia Jeppesen.
”Bedst for Os” projektet har således til formål at udvikle nye fleksible, familiefokuserede behandlingsformer og understøttende, psykosociale indsatser, der er meningsfulde og hjælpsomme for barnet og familien i mødet med psykiatrien.
– Nu er vi i gang med at indsamle viden og skrive manualen sammen med unge, forældre, klinikere og forskere fra børne- og ungdomspsykiatrien, som alle deltager i samskabelsen af den nye model for hurtig opstart af behandling. Sporene er lagt, og vi glæder os til at afprøve modellen i et stort anlagt forskningsforsøg, siger Pia Jeppesen.
Enestående muligheder
Fondsdonationen til ”Bedst for Os” fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond er netop givet for at sikre hurtig og målrettet indsats for børn og unge med behandlingskrævende psykiske problemer, og Jan Mainz, psykiatridirektør i Region Nordjylland, ser regeringens vedtagelse af et tilbud med hurtig opstart i perfekt symbiose med ”Bedst for Os”.
– Vi har en enestående mulighed for at komme på forkant med udviklingen i dansk børne- og ungdomspsykiatri. Vi samler viden fra vores unikke registre, som giver os et indblik i, hvor vi bør sætte ind og gøre det bedre, og til det tilføjer vi ressourcer og en mulighed for at forske i de løsninger, der skal til. ”Bedst for Os” handler om at udvikle i samskabelse med patienter, forældre, fagfolk fra kommuner og regioner, klinikere og forskere fra ind- og udland til fordel for vores børn og unge. Vi skal levere viden og brugbare løsninger. Derfor er det en glæde at kunne træde til med et allerede igangsat projekt, der imødekommer regeringens nyligt vedtagne mål.