Som tidligere annonceret spiller Anders R. Jensen sin sidste kamp i den blå trøje, når Jammerbugt FC den kommende weekend, i sæsonens næste og sidste spillerunde, møder Holbæk B&I på udebane.
Anders, der har spillet i klubben siden han snørede sine første fodboldstøvler, har nemlig valgt at skifte timerne på fodboldbanen ud med timer med familien, som har fået vokseværk.
– Først og fremmest har det været en meget svær beslutning ikke at skulle fortsætte. Men da min kæreste og jeg venter barn til december, og jeg samtidigt er færdig med at studere om ikke så længe, synes jeg, at det er på tide at trappe lidt ned med fodbolden og prioritere anderledes i hverdagen, lyder det på vanlig rolig og velovervejet vis fra nordjyden med begge ben solidt plantet i Jammerbugtens muld.
Selvom Anders nu har valgt at tiden er inde til at takke af i divisionstruppen og sætte fokus på andre prioriteter, så har han nydt hver eneste dag de sidste mange år i den blå trøje, i hvad der vel bedst beskrives som hans andet hjem.
– Jeg kan heldigvis se tilbage på mange gode år, hvor jeg både har udviklet mig personligt og som fodboldspiller. Samtidigt har jeg været så heldig at spille med mine bedste kammerater, og generelt bare omgås en masse gode mennesker i klubben til dagligt, opsummerer Anders R. Jensen, der har masser af gode historier at give ud af.
Højdepunkter har der nemlig været mange af for Anders R. Jensen, men det største af dem alle har midtbanespilleren fået lov at slutte af med.
– Det absolutte højdepunkt har helt klart været at rykke op i 1. Division. At vores udvikling som hold kulminerer med en oprykning er fantastisk, og det vil altid være noget, jeg vil se tilbage på med stolthed. At have været en del af det sammenhold, vi har fået skabt internt i truppen gennem mange år, har været noget helt særligt, siger den kommende familiefar.
Til december venter således endnu et højdepunkt, og mon ikke det trods alt slår alt andet, den unge Jammerbugt-mand hidtil har oplevet.
Fodboldfremtiden har der ikke været så meget tid til at tænke over endnu, men Anders kan dog ikke udelukke at den fortsat ligger i barndomsklubben.
– Der skal ikke være nogen tvivl om, at Jetsmark IF og Jammerbugt FC altid vil have en helt speciel plads hos mig, men vi må se, hvad fremtiden byder.
Indtil da skal der på klubbens vegne lyde en stor tak for den mangeårige indsats og et stort held og lykke i fremtiden – ikke mindst med den kommende nye titel.