ForsideDebatAlle folketingspolitikere skal ikke bo i København! 

Alle folketingspolitikere skal ikke bo i København! 

Alle folketingspolitikere skal ikke bo i København! 

Af Rasmus Prehn, Fødevareminister og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

I et repræsentativt demokrati giver det for mig at se rigtig god mening, at politikerne også bor og lever sammen med de borgere, de repræsenterer. Noget jeg frygter, at vi er ved at sætte over styr.

Selv har jeg i de år, jeg har været valgt til Folketinget fastholdt min bopæl i Aalborg. Hvor jeg har boet sammen med min familie og haft mine børn i den lokale folkeskole, i de lokale idræts- og spejderorganisationer mm. 

Det har givet mig gode input, når jeg har mødt mine medborgere i køen i supermarkedet, på bassinkanten til svømning, til forældremøde i skolen eller hvad det nu har været. Det har også været lettere for mig at besøge lokale virksomheder, landbrug, organisationer og fagforeninger, nu når jeg bor tæt på. Jeg synes, det er en vigtig del af det at være folkevalgt, at man deler dagligdag med de borgere, man repræsenterer.

Flere og flere af mine kollegaer vælger at bosætte sig med deres familier i København. Det kan jeg sådan set rigtigt godt forstå. Det giver bedre mulighed for at se sine børn og ægtefæller – også på mødedag. Og så er transporttiden langt mere overkommelig. Jeg vil da heller ikke benægte, at det, at vi ikke gjorde det, har været slidsomt for min familie.


Disse kolleger er selvfølgelige flittige til at komme hjem på besøg i deres valgkredse og deltage i møder der mm. Men oplevelsen af at dele sin dagligdag bliver ikke helt den samme.

I mange år har den gængse oplevelse været, at det var en styrke at have sine folketingsmedlemmer boende lokalt eller i hvert fald regionalt. Og der har i medierne været en begrædelse af og beklagelse over, at stadig flere politikere vælger at bosætte sig i hovedstaden. 

Men på det seneste skal jeg da lige love for, at visse medier – i sær EB, BT og Frihedsbrevet har igangsat en hetz og heksejagt mod politikere, der bor i provinsen. Senest har det været miljøminister Lea Wermelin, der er blevet hængt ud på forsiden af BT for at fastholde sin bopæl på Bornholm, som hun repræsenter i Folketinget. Jeg er også blevet hængt ud for at flyve for meget mellem Aalborg og København. Miljø-hykler og -svin er jeg blevet kaldt igen og igen. Og når medierne går forrest på den hetzende måde, de gør, forstærkes mishagsytringerne til det absurde, når vrede og forargede borgere skriver til os på sociale medier eller i vores private indbakker. Vi og vores familier ønskes døde, syge, og det der er værre. 

Meget få medier har forsvaret os politikere, der bor i provinsen. I stedet er vi blevet hånet og mistænkeliggjort af landsdækkende medier, mens de lokale medier har været tavse. Få tænker over, hvor begrænsende det vil være, hvis politikere efter endt arbejdsuge i København skulle til at tage toget mod Aalborg eller Bornholm klokken 17 -18 stykker fredag aften, når møderne er forbi. Midnat ville være passeret, inden vi nåede hjem. Og ofte ville vi skulle afsted søndag eftermiddag for at nå møderne mandag morgen. Selv med det tidligste tog fra Aalborg kan man ikke nå møder i København før ved 10-tiden, hvis man skal med tog. Det er jo blandt andet derfor, vi arbejdet så målrettet på at få mere klimavenlige fly og hurtigere tog for samme vilkår gælder jo også mange erhvervsfolk.

Med møder i kredsen mm. i de fleste weekender og mange hverdagsaftener, vil det efterlade meget, meget begrænset tid til at se sin familie, og det ville blive endnu en voldsom accelerator for den udvikling, hvor stadig flere folketingspolitikere vælger at bosætte sig i København. 

Jeg synes, vi skal gøre op med os selv, hvad vi forstår ved et repræsentativt demokrati med lokale repræsentanter. Ønsker vi at fastholde repræsentanter, der bor og lever sammen med deres vælgere, må vi altså også mere tydeligt bakker op om en model, hvor man kan overnatte i København i mødeugerne og ellers pendle frem og tilbage – også med fly, når det er nødvendigt. Og det uden at skulle hænges ud, fordi man har opholdt sig en dag for meget eller for lidt det ene sted – eller fordi man har fløjet for at passe sit arbejde.

Forsætter den nuværende personhetz, vil flere fravælge politikervejen i almindelighed, men som bosiddende i provinsen i særdeleshed. Og værst af alt: Det repræsentative demokrati vil blive langt mindre repræsentativt.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER