Akutberedskabet styrkes: Nye biler og baser på vej til Nordjylland

Akut- og paramedicinerbil
Akut- og paramedicinerbil Foto: Region Nordjylland


Akutberedskabet styrkes: Nye biler og baser på vej til Nordjylland

Sundhedsstyrelsen har tildelt penge til at styrke akutberedskabet i hele landet. Region Nordjylland kan nu se frem til blandt andet nye akutberedskaber og ny præhospital visitationsenhed i Aalborg.  

-- annonce ---


Klar fra 2023
Region Nordjylland får et forbedret sundhedsfagligt akutberedskab. Der kommer nu en paramedicinerbil til Thy/Mors og en akutbil til det østlige Vendsyssel. Derudover bliver der i Aalborg oprettet et korps af paramedicinere, der vil køre ud og foretage vurderinger og visitere akut syge borgere.

– Det er en klar styrkelse af akutberedskabet og det nære sundhedsvæsen, og det giver mulighed for at yde endnu bedre behandling til borgerne. Det vil give en positiv effekt på responstiderne i Nordjylland, siger Per Møller (K), der er formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

De nye tiltag bliver muligt, fordi der på landsplan bliver tildelt 276,6 mio. kroner til en styrkelse af akutberedskabet frem til 2027 som led i den nationale sundhedsreform, der blev indgået tidligere i år. Region Nordjylland er blevet tildelt 40,2 millioner kroner, og disse går til de nye akutberedskaber og til den nye præhospitale visitationsenhed i Aalborg, men derudover også til mere uddannelse af paramedicinere samt nyt udstyr til mobil blodprøvetagning.

Nye akutberedskaber i både øst og vest
For borgerne på Thy og Mors får det særligt betydning, fordi der her etableres en ny base til en paramedicinerbil.

Paramedicinere kan på egen hånd udføre avanceret behandling af patienter, der eksempelvis lider af åndenød, kredsløbsproblemer, hjertestop eller bevidstløshed. På den måde kan paramedicineren yde livsreddende hjælp, indtil patienten kan transporteres på hospitalet.

I paramedicinerbilen findes der udstyr, der gør, at behandlingen kan påbegyndes, så snart bilen er hos patienten.

– Det bliver en klar gevinst for borgerne. Paramedicinerne kan også visitere og tage på hjemmebesøg, når der ikke er akutte opkald. Det vil sige, at paramedicinerne kan forebygge, at folk overhovedet bliver fragtet med ambulance til hospitalet. Det er også derfor det er en stor gevinst for Aalborg, at der bliver oprettet en Præhospital Visitationsenhed her. Enheden skal netop ud og visitere borgere og forhindre unødige indlæggelser, siger Per Møller.

Akutbil i Øst
Men det er ikke kun paramedicinerbil, der nu opgraderes med i Region Nordjylland. Der kommer også en akutbil til det østlige af Vendsyssel, og det glæder også Per Møller.

– Akutbilen bliver indsat et sted, hvor der er generel lav befolkningstæthed, og hvor mange bor i landområder eller mindre byer. Selv om E45 snor sig op ad det østlige Vendsyssel, så er der et stort område øst herfor med små veje, der historisk har udfordret responstiderne. Derfor er det her et rigtig godt supplement til den akutte sundhedsfaglige hjælp, siger Per Møller.

Akutbiler er bemandet af uddannede ambulancebehandlere, og akutbilen fungerer ofte som en hurtigt udrykkende sundhedsfaglig enhed, der ofte vil være første professionelle hjælp på et ulykkes- eller skadessted.

Endelige placeringer ikke afgjort
Præcist hvor baserne til de nye akutberedskaber skal være er ikke afgjort. Den Præhospitale Virksomhed, som driver blandt andet ambulancer og akutbiler, vil først at begynde at kigge på eventuelle baseplaceringer nu, hvor der endeligt er bevilget penge til de nye beredskaber.

Det er forventningen, at indsættelsen af de nye akutberedskaber vil få en positiv betydning for responstiderne i de respektive områder, da beredskaberne ofte vil være hurtigt fremme, og dermed være de første sundhedsprofessionelle på et ulykkes- eller skadessted.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn