ForsideAndetAkut syge nordjyder er meget tilfredse: 1-1-2 giver os den rette hjælp

Akut syge nordjyder er meget tilfredse: 1-1-2 giver os den rette hjælp

Nordjyske patienter, der ringer 1-1-2 og får hjælp af ambulancen, er meget tilfredse med den hjælp, de får. 96 ud af 100 nordjyder mener, at hjælpen har været god eller meget god, trods den alvorlige og akutte tilstand de har befundet sig i.

96 procent er tilfredse
Når der tastes 1-1-2 på telefonen, er det ofte fordi, at der er opstået akut og i mange tilfælde livstruende sygdom. I en sådan situation har både patient, pårørende og en eventuel indringer brug for ro, støtte og professionel hjælp.


I Region Nordjylland er 96 procent godt eller meget godt tilfredse med forløbet, fra der bliver ringet 1-1-2 til behandlingen er afsluttet på stedet eller patienten er indbragt til hospitalet. Det viser en ny undersøgelse, der er foretaget i alle danske regioner.

– Vi har et professionelt og godt beredskab i Nordjylland, og det glæder mig meget, at patienterne – trods de ofte alvorlige omstændigheder – er så tilfredse med den hjælp, de så får. Den viden man får i undersøgelsen, skal ikke kun bruges til at give et skulderklap til det dygtige og kompetente personale, men også bruges til at gøre det endnu bedre for patienterne fremover, siger Mogens Ove Madsen, der er formand for Region Nordjyllands Akut- og Praksisudvalg.

Patient: I er superhelte
Flere af de adspurgte og tilfredse nordjyder kvitterer i undersøgelsen for den behandling, de har fået.

– Alarmcentralen og ambulancefolk er superhelte. Tak for al den hjælp, som I giver, lyder det blandt andet fra en patient, mens en anden skriver:

– Jeg fik rigtig god og effektiv behandling. Jeg har kun roser til ambulancehjælpen, fordi de var så effektive – ligeså på skadestuen.

Især ambulancepersonalets information og evne til at skabe tryghed bliver fremhævet af patienterne. Her er stort set alle meget godt tilfredse. Det samme gælder oplevelsen med selve 1-1-2-opkaldet, hvor patienterne også i høj grad er meget tilfredse. 96 procent siger, at de i nogen eller i høj grad var tilfredse med den hjælp de fik igennem telefonen.

Det lyder blandt andet fra en patient, at de sundhedsfaglige visitatorer, der sidder i regionens AMK-vagtcentral, gjorde et godt stykke arbejde i den pressede situation:

– Jeg var meget bange og ved at få et panikanfald. Dette opfangede personen meget hurtigt og fik mig beroliget en smule indtil ambulancen kom.

Anledning til at blive bedre
Region Nordjylland vil bruge den nye viden om patienternes oplevelse af behandling i ambulancen og service ved regionens AMK-vagtcentraler til at forbedre kvaliteten og sammenhængen i det akutte patientforløb.

Undersøgelsen viser eksempelvis en lidt lavere tilfredshed, når det kommer til spørgsmål om, hvorvidt patienterne oplevede at blive modtaget uden ventetid på hospitalet og om de havde en oplevelse af, at hospitalspersonalet vidste, hvorfor de kom ind med ambulancen.

– Det er netop derfor undersøgelser som disse er vigtige – det giver et ægte indblik i, hvad der trænger til forbedring ifølge patienterne. Fokus på patienternes behov er noget af det vigtigste i vores sundhedsvæsen, siger Mogens Ove Madsen.

Mogens Ove Madsen vil derfor diskutere resultaterne med regionens Akut- og Praksisudvalg, for at finde ud af, om der skal igangsættes nye tiltag på baggrund af rapportens resultater.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER