På aftenens pressemøde i statsministerieret har Mette Frederiksen fortalt om planerne for en gradvis genåbning af Danmark efter påsken. Det forudsætter dog, at danskerne fortsat følger myndighedernes anvisninger og holder afstand for at mindske spredningen af corona-virus.
– Det her forudsætter, at tallene er stabile, at vores adfærd er ansvarlig. Ikke kun i en uge, men i lang tid fremover. Hvis vi kan se over påsken, at tingene skrider, at vi ikke længere løfter ansvaret, så er beskeden meget klar: Så kommer vi ikke til efter påske at åbne Danmark igen, siger Mette Frederiksen.
Vuggestuer og mindre skoleklassetrin genåbner først – Ingen eksamen for afgående folkeskoleelever
Regeringen planlægger efter påske at starte med at genåbne dagsinstitutioner og grundskolen fra onsdag den 15. april for 0. – 5. klasse, hvilket er gode nyheder for småbørnsforældre. Klassetrin over 5. klasse må forvente at skulle være i hjemmeskole i længere tid endnu.
– Åbningen af skoler og institutioner for de mindste betyder, at nogle forældre får mere arbejdsro derhjemme. Det har vi brug for, fordi der er mange opgaver, der står i kø, siger Mette Frederiksen.
– Jeg forstår godt, at der både vil være forældre og lære, der vil være bekymrende for at blive smittede. Derfor skal børn og voksne være ude så meget, det kan lade sig gøre. Der skal være mere afstand mellem børnene indenfor. Der skal gøres mere rent. Og er man det mindste syg, så skal man blive hjemme, siger hun.
Samtidig kunne statsministeren fortælle, at der ikke bliver nogen afsluttende eksamener i folkeskolen i år. I stedet vil årskarakteren gælde.
HF, erhvervsskoler og gymnasier får lov til at gå til eksamen på en anden og mere begrænset måde. Videregående uddannelser fortsætter med at være lukket.