Et stigende antal unge
trives ikke og kæmper med psykisk mistrivsel. Derfor går Region Nordjylland nu
med i et landsdækkende projekt, der skal hjælpe de unge med psykiske
problemer….
.
Af Klaus Hansen
Region Nordjylland får nyt tilbud
En online brevkasse besvaret af psykologer og fagfolk, hjælp til at finde
professional rådgivning og videoer lavet specifikt til unge er nogle af
hovedingredienserne i et regionalt tilbud, som nu bliver landsdækkende.
Tilbuddet hedder Mindhelper.dk og er en hjemmeside specifikt designet til børn
og unge med psykiske problemer.
Hjemmesiden har været tilgængelig i en årrække, og tilbuddet har vist sig at
have så stor interesse fra de danske unge, at projektet med Mindhelper.dk nu
også bliver et tilbud målrettet de unge nordjyder. Ifølge formanden for
Psykiatriudvalget i Region Nordjylland, Jette Ramskov (S), er det et naturligt
skridt for Region Nordjylland, at involvere sig i projektet.
– Det er uhyre vigtigt, at vi investerer i at løfte den generelle mentale
sundhed hos børn og unge, som mistrives. Vi skal som sundhedsvæsen sikre, at de
modtager hjælp på det rette tidspunkt, så deres symptomer ikke forværres, siger
Jette Ramskov.
Onlinehjælp kan være vejen frem for de unge
Online platforme kan i høj grad være medvirkende til, at unge mennesker får
lyst til at henvende sig til sundhedsvæsenet. Det kan nemlig for nogle unge
være svært at henvende sig fysisk eller telefonisk med problemerne og med
Mindhelper.dk har de danske og nordjyske unge nu en digital indgangsvinkel til
at søge hjælp et sted, hvor sundhedsfagligheden er i orden.
– Det er rigtig godt, at de unge har mulighed for at opsøge den her form for
viden på de digitale platforme, de i forvejen bruger. For en ung med ondt i
sjælen, kan det være meget grænseoverskridende, at skulle opsøge en læge eller
psykolog. Med Mindhelper.dk får de sundhedstilbuddet serveret, siger Jette
Ramskov.
8,3 procent af de alle unge mellem 16 og 29 år har følt sig meget nedtrykt,
deprimeret eller ulykkelig inden for en periode på 14 dage. Det tilsvarende tal
for 2010 var på 5,6 procent. Det viser den landsdækkende Sundhedsprofil fra
2017.
Konkret hjælp til konkrete problemer
På hjemmesiden stiller de unge danskere konkrete spørgsmål til hvordan de skal
håndtere deres psykiske problemer, og spørgsmålene omhandler emner som
eksempelvis selvskade, meningsløshed og søvnproblemer. Spørgsmålene viser
ifølge Jette Ramskov, at det giver god mening, at hjælpe de unge mennesker der
har psykiske problemer.
– Hvis vi skal vende udviklingen, er det nødvendigt, at vi investerer i en
tidlig indsats. God mental sundhed er en vigtig forudsætning for børn og unges
indlæring, uddannelse og senere fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Jette
Ramskov.
Tidligere har onlineplatformen været finansieret og udbudt af Region
Syddanmark, men erfaringerne herfra har vist, at behovet for Mindhelper.dk har
været massivt. Derfor har de fire øvrige danske regioner tilsluttet sig
projektet og alle regioner medfinansierer nu hjemmesiden.
For Jette Ramskov er det vigtigt, at tilbuddet bliver bredt endnu mere ud, og
at fremgangen i besøgstallene for hjemmesiden fortsætter.
– Det er jo et rigtigt godt tilbud og jeg vil da opfordre til, at man fortæller
de unge, at det her tilbud eksisterer, og at det i mange tilfælde er en rigtig
fin indgangsvinkel til sundhedsvæsenet, siger Jette Ramskov.
Siden Mindhelper gik i luften i 2016 har sitet haft over 800.000 besøgende, og
i enkelte måneder har der været over 50.000 besøgende på siden.