Yderligere 339 patienter
modtager i disse dage et brev fra Aalborg Universitetshospital med opfordring
om at få foretaget en blodprøve for smitsom tuberkulose…
.
Af Klaus Hansen
Ingen har tuberkulose i udbrud
I december blev 440 patienter fra Aalborg Universitetshospital undersøgt for
smitsom tuberkulose efter, at der blev konstateret smitsom tuberkulose hos en
medarbejder på hospitalet. Resultatet af blodprøverne viser nu, at 18 patienter
er smittede – ingen har sygdommen i udbrud. Derfor smitter de ikke.
– Vi synes, det er mange smittede for et enkelt tuberkuloseudbrud. Derfor
udvider vi nu undersøgelsen med 339 patienter, som vi gerne vil tjekke for
sygdommen, så vi kan sætte de rette i behandling, hvis de er smittede, siger
lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt.
De 18 smittede har ikke sygdommen i udbrud, men de har den i en sovende
tilstand, som kan være i kroppen i årevis. Når patienter sættes i behandling
for sovende tuberkulose, slås sygdommen ned, og den vil aldrig komme i udbrud.
– Vores fremgangsmåde er helt normal i en situation som denne. Vi starter med
at undersøge patienter, der har været i tæt kontakt med smittebæreren, og
herefter udvider vi undersøgelsen til næste ring. Borgerne skal ikke være
bekymrede – alle, der har den mindste risiko for at være smittet, er indkaldt
til undersøgelse hos os, understreger Michael Braüner Schmidt.
I december sidste år blev der konstateret smitsom tuberkulose hos en
medarbejder. Vedkommende blev prompte isoleret og sat i behandling.
Patienter, der havde været i tæt kontakt med medarbejderen, blev på samme tid
orienteret om situationen og blev tilbudt en undersøgelse, som sker med en
blodprøve. Blodprøven viser, om immunforsvaret kan genkende en
tuberkulosebakterie. Blodprøven kan ikke skelne mellem sovende og aktiv
tuberkulose. Er blodprøven positiv suppleres med yderligere undersøgelser for
at afgøre, om tuberkulosen sover eller er aktiv. Blodprøven kan heller ikke
fortælle, hvornår og hvordan man er smittet- blot at man er det.
Hotline svarer på spørgsmål
Ved første undersøgelsesrunde var der en del bekymrede borgere, som kontaktede
hospitalet, da de var usikre på, hvordan de skulle forholde sig. Derfor er der
nu i anden undersøgelsesrunde oprettet en telefon hotline, der besvarer
spørgsmål.
En sygeplejerske sidder klar til at tage imod opkald fra borgere på telefon
9766 0470 mellem kl. 13 og 15 på alle hverdage, så længe der opleves et behov.