ForsideDebatTiltrængt økonomisk håndsrækning til Nordjylland

Tiltrængt økonomisk håndsrækning til Nordjylland

Af Ane Halsboe-Jørgensen, Uddannelses- og Forskningsminister, Simon Kollerup, Erhvervsminister og Rasmus Prehn, Udviklingsminister.

En af regeringens helt store mærkesager er at udjævne de skævheder, vi har set bøje landet de seneste mange år. Vi ønsker et Danmark i bedre balance og dermed et Nordjylland i bedre balance. Det er grunden til, at vi foreslår en udligningsreform, som giver Nordjylland en længe tiltrængt økonomisk håndsrækning. Der skal være bedre balance og mere retfærdighed i Danmark – ikke mindst når det gælder velfærden.


Her i Nordjylland, er det en kendt sag, at der findes en urimelig og uretfærdig forskel på, hvad de enkelte kommuner har mulighed for at tilbyde af kernevelfærd. Eller med andre ord, at der er markant forskel på, hvad borgerne på Mors kan forvente af den lokale hjemmepleje og børnepasning, og hvad de kan forvente sig i det nordsjællandske Gentofte.

Der er markant forskel på, hvad vilkårene for en folkeskoleelev i Jammerbugt kommune er, og hvad vilkårene er for en jævnaldrende elev, der vokser op i Hørsholm. Det er ikke fair. Det er ikke retfærdigt. Og det skal vi naturligvis gøre bedre.

Uligheden er så skæv, at det bl.a. går ud over vores børn. For det kommer til at betyder en hel del, hvor de vokser op. I 2019 brugte Frederiksberg fx 45.000 kroner på et barn i dagtilbud, mens det i Hjørring kun var 27.000 kr. Den ubalance og uretfærdighed kan vi ikke være bekendt. Regeringen har allerede i flere aftaler givet den lokale kernevelfærd en solid økonomisk vitaminindsprøjtning. Vi har sikret, at når der f.eks. kommer flere ældre, så følger der automatisk også flere penge med.

Men det udgør ingen mirakler og holder kun lige hånden under velfærden generelt.

Det ændrer ikke på ubalancen i kommunernes økonomi på tværs af landet. Og vi vil ikke bare bedre velfærd. Vi skal skabe et Danmark i langt bedre balance. Derfor er en reform af udligningssystemet så afgørende. Udligningsordningens formål er at fordele penge fra velhavende til fattige kommuner, så alle kommuner kan tilbyde velfærd af rimelig kvalitet, uanset hvor rige indbyggerne er.

Men systemet har længe været alt for kompliceret. Alt for upræcist og alt for utidssvarende. Og det er gået ud over Nordjylland og en række af landets landdistriktskommuner. Nu skal vi have en reform, hvor vi både får ryddet op i de mange tekniske fejl og uretfærdigheder, der fordeler pengene skævt. Men hvor vi også får lavet en omfordeling, hvor vi beder de mest velstillede kommuner om at give de mest udfordrede kommuner en rimelig og solidarisk håndsrækning.

Vi er som regeringen kommet med et oplæg til forhandling, der gør op med skævhederne, der forenkler det ugennemskuelige system, og som fjerner de tekniske fejl. Resultater er, at Nordjylland får en tiltrængt økonomisk håndsrækning. Penge bliver omfordelt fra landets mest velstillede kommuner til de kommuner, der har det sværest. Til dem, der har mindst til de små i vuggestuen. Mindst til børnene i skolen og mindst til hjemmeplejen og de ældre.

Som nordjyder er vi glade for, at der sker en forskydning til gavn for hele området. En udligningsreform er en særdeles vanskellig øvelse, hvor det populært sagt er mange, der bliver skuffede eller vrede og sjældent nogle, der bliver sådan rigtigt glade. Men det er lykkes at lave en model, der kommer de trængte nordjyske kommuner til gavn.

Som socialdemokrater og ministre er vi glade for, at regeringen er i gang med at levere på et af vores vigtigste valgløfter. Og vi er ikke mindst glade for, at det netop er os i Socialdemokratiet, der sidder for bordenden, når et af de absolut sværeste politiske svendestykker skal laves.

Målet er og bliver, at alle skal have adgang til den samme gode offentlige service, uanset hvilket postnummer man bor i. Vi vil et mere retfærdigt Danmark. Et Danmark i bedre balance. Vi ser frem til at forhandle aftale på plads med de partier i Folketinget, der vil være med.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER