Laden Blokhus ændrer koncept: Fra butik til showroom og flere events i Hune
Efter mere end 30 år som fysisk modebutik i Hune skifter Laden Blokhus nu spor og tilpasser sig markedet. Den lokale butik bliver til showroom og vil fremover kun holde åbent for fysiske kunder i weekender, ferieperioder, og i forbindelse med forårets helligdage. I stedet satser Laden Blokhus målrettet på onlinehandel, Facebook Live-shopping og events som modeshows og kundeaftener i lokalerne i Hune.
“Vi har mærket en markant ændring i kundernes købsmønstre, især efter corona. I dag foregår 75 % af salget via Facebook Live og vores webshop. Derfor giver det mening at rykke endnu tættere på det, kunderne efterspørger,” fortæller Britt Ziwes, indehaver af Laden Blokhus, der netop har fejret 10-års jubilæum som erhvervsdrivende i området.
Fortsat liv i Hune – bare på en ny måde
Selvom showroomet holder færre åbningstider, så er der åbent hver dag fra nu og til efter påske. Derefter vil showroomet stadig være aktivt – bare på en ny måde. Laden Blokhus planlægger flere events i Hune, blandt andet modeshows, kundeaftener og særlige shoppingdage, hvor kunder kan komme og opleve tøjet i hyggelige og inspirerende rammer.
“Vi elsker at møde vores kunder – og det kommer vi stadig til. Nu bliver det bare med endnu mere fokus på oplevelse og nærvær, både online og i vores showroom,” siger Britt Ziwes.