Morten Klessen indtræder i Folketinget: Overtager pladsen efter Rasmus Prehn
Morten Klessen fra Aabybro overtager pladsen i Folketinget efter sin nordjyske partifælle, Rasmus Prehn, der efter 20 år som medlem af Folketinget, har valgt at søge nye udfordringer. Den afgående folketingspolitiker tiltræder som administrerende direktør i Økologisk Landbrug pr. 1. marts 2025, hvilket aktiverer suppleantordningen og giver Morten Klessen en plads i Folketinget.
Morten Klessen fortæller, at han blev overrasket, da han i morges modtog et opkald fra sin partifælle, der informerede ham om jobskiftet og den deraf følgende suppleantaktivering.
– Jeg blev naturligvis forundret, da Rasmus ringede til mig i morges og fortalte om sit nye job og dermed også, at det ville betyde, at jeg skulle indtræde i Folketinget som 1. suppleant, siger Morten Klessen.
– Jeg har endnu ikke har mange detaljer at fortælle om mine kommende arbejdsopgaver i Folketinget, men jeg har allerede fået besked på at møde op på Christiansborg på torsdag, fortæller Morten Klessen til Jammerbugtposten.dk
Ved folketingsvalget i 2022 opnåede Morten Klessen 1.867 personlige stemmer og var opstillet i Aalborg Nordkredsen i Nordjyllands Storkreds. Han har tidligere været aktiv i lokalpolitik i Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune. I dag er han medlem af Regionsrådet og har dermed stor erfaring med nordjyske samfundsforhold.