Nordjyllands Politi arbejder fortsat intensivt på at dæmme op for den seneste tids mange indbrud i Hjørring midtby. I morgen torsdag den 28. november 2019 kl. 10-12 er forebyggelsesbetjente klar til at rådgive og lytte fra den mobile politistation.
Som en del af indsatsen mod de mange indbrud i Hjørring midtby i den seneste tid stiller lokalpolitiet i Hjørring op ved den mobile politistation i morgen torsdag den 28. november kl. 10-12 ved Rema 1000, Odinsvej 2, 9800 Hjørring.
“Vi stiller op sammen med Hjørring Kommune og håber, at borgere i de ramte områder vil komme og tale med os. Vi har sikringsrådgivere med, som kan fortælle, hvordan man bedst sikrer sit hjem mod indbrud. Samtidig vil vi meget gerne tale med folk om, hvad de hører og ser i deres lokalområde,” forklarer politikommissær Michael Karstenskov, der således håber at få oplysninger ind, som kan bidrage til efterforskningen i de mange indbrudssager.