ForsideJammerbugtFra 1. januar vil det som udgangspunkt igen kun være tilladt at...

Fra 1. januar vil det som udgangspunkt igen kun være tilladt at flage med Dannebrog

Fra 1. januar vil det som udgangspunkt igen kun være tilladt at flage med Dannebrog

I dag har et flertal i Folketinget vedtaget et lovforslag om flagning med udenlandske flag. Lovforslaget er blevet fremsat som opfølgning på et beslutningsforslag om genindførelse af forbud mod flagning med fremmede nationers flag, der den 12. marts 2024 blev vedtaget af regeringen og et bredt flertal i Folketinget, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Dannebrog er det vigtigste nationale symbol, vi har i Danmark. Et symbol, der binder danskerne sammen som folk, og som bør nyde en helt særlig status i Danmark. Derfor er jeg også glad for, at Folketinget med vedtagelsen bakker op om denne særlige status, ved at der nu igen skal være regler om flagning, så vi sikrer, at der i Danmark som udgangspunkt kun må flages med Dannebrog.

I Danmark har der i mere end 100 år været regler om flagning, herunder et forbud mod at flage med andre landes nationalflag og områdeflag.

Højesteret afsagde den 22. juni 2023 dom i en sag om flagning med det amerikanske flag og fandt at det dagældende forbud i en bekendtgørelse fra 1915 ikke havde den fornødne hjemmel. Siden Højesterets dom har der ikke været regler, som forbyder flagning med andre landes nationalflag eller områdeflag.

De nye regler om flagning vil indebære, at det fra årsskiftet vil være forbudt og strafbart for borgere, virksomheder og institutioner mv. at flage med andre landes nationalflag og områdeflag samt flag, der må sidestilles med disse. Forbuddet vil alene gælde flagning fra en flagstang. Det vil blandt andet betyde, at det ikke vil være forbudt på anden måde at fremvise flag eller faner. Dette kan f.eks. ske på husfacader, fra altaner eller i forbindelse med demonstrationer og sportsbegivenheder.

Der vil også gælde en række undtagelser til forbuddet.

Eksempelvis vil forbuddet ikke omfatte flagning med Danmarks nordiske naboers flag eller det tyske flag. Heller ikke flagning med flag, der repræsenterer internationale eller regionale sammenslutninger, forbydes. Ligeledes vil politiet efter ansøgning kunne meddele konkrete tilladelser til at flage med udenlandske flag.

Derudover vil justitsministeren i ekstraordinære situationer kunne undtage flag fra forbuddet. I lyset af krigen i Ukraine har justitsministeren således besluttet, at det fortsat skal være muligt at flage med det ukrainske nationalflag.

Læs lovforslaget her.

Baggrund

I Danmark har der i mere end 100 år været regler om flagning, herunder et forbud mod at flage med andre landes nationalflag og områdeflag.

Højesteret afsagde den 22. juni 2023 dom i en sag om flagning med det amerikanske flag og fandt bl.a. med henvisning til de krav, der i dag må stilles til indgreb i form af forbud mod flagning, at det dagældende forbud i en bekendtgørelse fra 1915 ikke havde den fornødne hjemmel. Som følge af dommen ophævede justitsministeren samme dag bekendtgørelsen.

Siden Højesterets dom har der ikke været regler, som forbyder flagning med andre landes nationalflag eller områdeflag.

Med det vedtagne lovforslag bliver det forbud, der gjaldt før Højesterets dom, i vidt omfang genindført.

Derudover lovfæstes det, at Danmarks nationalflag er Dannebrog, ligesom der lovfæstes regler om Dannebrog som splitflag.

Forbud og undtagelser

Forbuddet vil omfatte flagning fra en flagstang med følgende flag:

  • Andre landes nationalflag, f.eks. det russiske, amerikanske eller spanske nationalflag.
  • Andre landes områdeflag, f.eks. amerikanske delstaters flag, Cataloniens flag eller Tibets flag.
  • Flag, der må sidestilles med andre landes nationalflag eller områdeflag, f.eks. det palæstinensiske flag.

Forbuddet vil ikke omfatte følgende:

  • Finske, færøske, grønlandske, islandske, norske, svenske og tyske flag.
  • Flag, der repræsenterer internationale eller regionale sammenslutninger og samarbejder, f.eks. FN-flaget og Det Europæiske Flag.
  • Øvrige flag, som ikke er andre landes nationalflag, områdeflag eller flag, der må sidestilles hermed. Det gælder f.eks. regnbueflag, piratflag og flag med diverse logoer og varemærker.
  • Flag, som justitsministeren i ekstraordinære situationer bestemmer, skal undtages fra forbuddet. Det vil indtil videre gælde for det ukrainske nationalflag.
  • Diplomatiske repræsentationer, der flager med udsenderlandets nationalflag på repræsentationens område.
  • Personer og virksomheder, der af politiet har fået tilladelse til at flage med et andet lands nationalflag eller områdeflag.
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER