ForsideJammerbugtJammerbugt Kommune tager stilling til deltagelse i projekt kysthjælper: Indsamling af sten...

Jammerbugt Kommune tager stilling til deltagelse i projekt kysthjælper: Indsamling af sten til Limfjorden

Jammerbugt Kommune tager stilling til deltagelse i projekt kysthjælper: Indsamling af sten til Limfjorden

Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune skal på møde den 2. september tage en drøftelse og beslutning om deltagelse i projekt Kysthjælper. Projekt med indsamling af sten til stenrev i Limfjorden, som er etableret i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Limfjordsrådet.

Sagsbeskrivelse
Vækst- og Udviklingsforvaltningen er blevet opfordret til at afklare om Jammerbugt Kommune kan bidrage til projektet ved indsamling af sten på Nordværks containerpladser.

Formål

Formålet med kysthjælperprojektet er at skabe et folkeligt ejerskab til havet og de kystnære områder, hvor frivillige deltager i den marine naturgenopretning. Kysthjælper har landsdækkende perspektiver, men er lokalt forankret med fire pilotprojekter i henholdsvis Limfjorden, Aarhusbugten, Horsens Fjord og i Lillebælt ved Assens.

Stenrev er havets oaser med et særligt rigt plante- og dyreliv. Rigtig mange stenrev er gennem tiden fisket op for at blive anvendt i byggerier af havnemoler, kystsikring m.m. Genetablering af stenrev vil styrke havets biodiversitet fordi de giver levested for makroalger og fastsiddende dyr, sikrer opvækstområder og skjulesteder for fiskeyngel ligesom havpattedyrene får gode vilkår for fødesøgning.

Pilotprojektet i Limfjorden

Sammen med lokale interessenter, er der udvalgt en række områder i Limfjorden, der vurderes særligt egnede til etablering af stenrev.

Aalborg Kommune har finansieret en indsamling af sten i en ”stenbank” og etablering af stenrev i Limfjorden. Projektet bliver koordineret af Limfjordsrådets Sekretariat i tæt samarbejde med Limfjordsjægerne, Dansk Amatørfiskeforening og Danmarks Naturfredningsforening. Effekten på vandmiljøet og biodiversiteten af de udlagte sten vil blive fulgt og dokumenteret i samarbejde med frivillige samt Danmarks Sportsfiskerforbund. Stenene bliver indsamlet fra:

  • Borgere der kan aflevere havesten på Nordværks genbrugspladser.
  • Landmænd der leverer marksten i samarbejde med Agri Nord og LandboNord.
  • RGS Nordic (en privat affaldssorteringsplads).
  • Overskudssten fra bygge- og anlægsprojekter.

I juni 2024 blev stenbanken tømt første gang. Det var mere end 500 tons sten i banken.

RGS Nordic fik kørt stenene til havnen, hvor de blev lastet på et skib. Stenene blev herefter sejlet ud og fordelt på de fire stenrev som afslutning på projektets 1. etape. Den 4. juni var projektets sponsorer, samarbejdspartnere samt politikere inviteret til Gjøl, hvor de første sten blev kastet ud på stenrevet på Hummerbakken. Det var to tidligere stenfiskere, der hjalp med arbejdet, som i øvrigt foregik fra en gammel stenfiskerbåd.

Kysthjælperne og Danmarks Sportsfiskerforbund har haft dykkere på Limfjorden for at vurdere på før tilstanden indenfor de planlagte områder for etablering af stenrevene. Udviklingen på stenrevene følges, så effekten i Limfjorden kan dokumenteres.

Potentialet for indsamling af sten på Jammerbugt Kommunes containerpladser

I 2023 blev der på de tre genbrugspladser i Nørresundby, Over Kæret i Aalborg og Storvorde indsamlet 59.140 kg og i 2024 blev der frem til juli indsamlet 29.140 kg.

Aalborg Kommune har ifølge Danmarks Statistik ca. 223.000 indbyggere mens Jammerbugt Kommune har ca. 38.000.

På den baggrund antages der at være et lille potentiale i Jammerbugt Kommune på i størrelsesorden 10 ton sten/år ved indsamling på containerpladserne.

Tidsplan
Projektet løber i første omgang til og med 2025. Det skal derefter afklares i forhold til forlængelse.

Budgetmæssige konsekvenser
Nordværk har foreslået to modeller for indsamling af sten til stenrev i Jammerbugt Kommune, hvor nedenstående beløb som i aftalen med Aalborg Kommune foreslås betalt af Jammerbugt Kommune: Container-model eller Båse-model. I begge løsninger forudsættes det, at transportomkostningen er neutral. Marksten lægges i dag normalt i containeren til mur- og betonbrokker, hvor der er en mindre behandlingsudgift til knusning m.m.

Containermodellen er billigst at etablere, men vil have løbende udgifter. Modellen med båse er dyrere at etablere, men der vil som udgangspunkt ikke være løbende udgifter. De indkøbte blokke vil efterfølgende kunne anvendes til andre fraktioner, hvis indsamlingen af sten stoppes. Nordværk kan starte op straks.

Udgifter

Køb af skilte: 1.500 kr. (engangsinvestering)

Kommunikation (medier, SoMe m.m.): Efter aftale

Containermodellen:

Omkostningerne er baseret på én genbrugsplads.

Leje af container 12 måneder á 500 kr.: 6.000 kr.

Samlet set vil det 1. år koste 30.000 kr. at implementere indsamlingen på alle fire genbrugspladser i Jammerbugt Kommune.

De efterfølgende år vil omkostningen blive på 24.000 kr.

Båse-modellen:

Alternativt til leje af containere, så kan der etableres båse af beton siloklodser, hvor kunder kan aflevere deres marksten.

Etablering af en bås vil kræve et køb af 9 stk. betonblokke. Opstillingen vil give en formation med et læsseareal på 3,2 m x 1,6 m. Højden bliver 1,6 m (bagvæggen) Siderne 1,6 m takkende ned til 0,8 m.

Etablering af bås med 9 stk. silobetonklodser á 1.000 kr.: 9.000 kr. pr. plads.

Hvis der etableres båse, så skal der stadig anvendes containere til at transportere markstenene til modtageren.

Samlet set vil det 1. år koste 42.000 kr. at implementere indsamlingen på alle fire genbrugspladser i Jammerbugt Kommune.

De efterfølgende år vil omkostningen blive minimal, da der kun bliver tale om en minimal containerleje i forbindelse med transport.

Umiddelbart vurderes udgiften til indsamlingen isoleret set at være relativ høj sammenlignet med en estimeret indkøbspris på marksten på i størrelsesorden 1.300 – 1.800 kr./ton, medmindre ”båse-modellen” vælges og der indsamles over en længere årrække end den nuværende projektperiode, der løber 2025 med.

Indstilling: Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter og beslutter om projekt Kysthjælper skal understøttes med indsamling af sten på containerpladserne i Jammerbugt Kommune. I givet fald indsamles stenene efter “båsemodellen”.

Bilag
Projektbeskrivelse til Kysthjælper – Vi giver havet en hånd

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER