Søndagens Sommersang ramt af endnu en sygemelding
Sommersang på Bratskov der afholdes på søndag (11. august) har modtaget endnu en sygemelding fra et af hovednavnene. Det har medført en programændring.
Senest måtte Erik Grip melde fra på grund af alvorlig sygdom. Han erstattes af Jørgen Thorup fra det oprindelige Shu*Bi*Dua og forsanger i Shubidua 2.0.
Nu har alvorlig sygdom også ramt en af de øvrige solister der var annonceret i eftermiddagens program – skotske Chic McLean fra duoen The Islanders – og duoen må ligeledes melde fra.
– Det er lykkes os i arrangørgruppen at finde en højt kvalificeret erstatning til trods for den korte frist, fortæller Karsten Højen – Irske TOM DONOVAN har indvilliget i at træde ind og erstatte The Islanders.
– Så de mange der har glædet sig til Irsk Folkemusik og sing `a´long bliver ikke snydt. Tom Donovan er en yderst populær entertainer og er altid i stand til at skabe en fantastisk stemning og sætte gang i publikum – fortæller Karsten Højen.
”Billetsalget går strygende og vejrudsigterne arter sig pænt” – fortælle Liv Mulvad Knudsen og Bente A Jensen fra foreningen der står bag arrangementet. Så vi håber vi bliver lige så mange på søndag i Herregården Bratskovs smukke park som sidste år. Sidste år havde flere end 700 personer fundet vej til parken.
Og Flemming Kristiansen, foreningens næstformand tilføjer – Husk at medbringe en klapstol eller et tæppe. Skulle det gå helt galt, har vi et mindre antal festivalstole som vi sælger til en billig pris til dem der evt. har glemt. Og skulle der komme en dråbe regn, har vi også engangs regnfrakker i et større antal.