På dagsordenen på næste møde i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget den 31. oktober er at VesterhavsRock søger om 100.000 kr. til projektet “Renovering af VesterhavsRocks lagerbygning og kontor”, hvilket svarer til 100% af de samlede projektudgifter. Dog har foreningerne bag VesterhavsRock på forhånd købt lagerbygningen, som renovering og inventar relaterer til.
Vækst og Udvikling indstiller, at Kultur, Fritids- og Landdistriktsudvalget, med udgangspunkt i anbefalingen beslutter, hvorvidt projektet skal støttes og i givet fald med hvilket beløb.
Sagsfremstilling
VesterhavsRock finder sted på Dyrskuepladsen ved Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev den første weekend i august og samler ca. 3.500 gæster hvert år.
For at forbedre vilkårene for såvel de frivillige som bestyrelsen har de 5 foreninger bag VesterhavsRock investeret deres indskudte depositum til køb af en lagerbygning i nær tilknytning til Dyrskuepladsen, hvor VesterhavsRocks materialer mv. kan opbevares tørt og forsvarligt.
Endvidere kan der i årets løb forberedes og bygges f.eks. barer mv. til brug under festivalen eller allerede eksisterende barer og materiel kan repareres. For at lagerbygningen kan anvendes mest optimalt til formålet kræver det en større renovering.
I bygningen skal der være et kontor, hvor der kan afholdes bestyrelsesmøder, planlægges og bookes kunstnere samt søge bevillinger og andet administrativt arbejde. Ud over kontoret bliver der et aflåst depot, hvor der kan opbevares musikanlæg, pc’er, pavillon mv.
Dermed får VesterhavsRock mulighed for at forsikre sine aktiver, noget man ikke tidligere har kunnet, idet materialet har stået opbevaret hos bestyrelsesmedlemmer og forskellige samarbejdspartnere. Den tilknyttede lagerhal skal blandt andet bruges til opbevaring af varmvandsbeholdere, køkkenborde og udstyr fra madtelt samt ølkrus, barudstyr, rengøringsmidler og meget andet. Derfor har man brug for palle-reoler, lagerreoler og palle-stabler.
VesterhavsRocks bestyrelse vil stå for den fremtidige drift og vedligeholdelse af lagerbygning, inventar og materiel.
Vækst og Udviklings kommentarer
De fem foreninger bag VesterhavsRock har på forhånd købt lagerbygningen, som renovering og inventar relaterer til.VesterhavsRocks bestyrelse står for drift og fremtidig vedligeholdelse.VesterhavsRock har ikke tidligere modtaget støtte til anlæg og lignende, men har modtaget underskudsgaranti og en enkelt støtte på 10.000 kr., som det fremgår nedenfor.
2013, 2014, 2015, 2016: 100.000 kr. i underskudsgaranti (+10.000 kr. i sponsorat i 2016).
2017: 150.000 kr., dog max. 75 %.
2018: 150.000 kr., dog max. 50 %.
2019: 150.000 kr., dog max. 25 %.
2020: Slut med underskudsgaranti.
Projektet fremgår ikke af den lokale LUP.
Lovgrundlag
Projektet kan støttes i forhold til Kommunalfuldmagten.
Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget behandler ansøgningen den 31. oktober 2019.