To malere og en møbelarkitekt på årets sommerudstilling i Fjerritslev Kirkecenter
13.-21. juli er »Kunsten i Han Herred« klar med sin 8. udstilling af klassiske kunstværker – i år med foredragsaften og opvisning af Historisk Mode
Martin Konopackis store maleri af solbadende piger ved stranden fra 1938 pryder plakaten til årets sommerudstilling hos »Kunsten i Han Herred«.
Folkene bag det lokalhistoriske projekt »Kunsten i Han Herred«, der blev iværksat i 2017, er i fuld gang med at forberede sin 8. sommerudstilling i Fjerritslev Kirkecenter.
Udstillingen, der traditionen tro præsenterer et udvalg af de kunstmalere, som blev tiltrukket af det storslåede landskab, havet, lyset og den nøjsomme befolkning langs Jammerbugten, finder sted i dagene 13. til 21. juli med daglig åbningstid klokken 10-17 og fri entré.
Ferniseringen foregår lørdag 13. juli klokken 14, hvor årets kunstnere præsenteres, og der bydes på musik og fællessang. Torsdag 18. juli klokken 14.30 kommer der ekstra kolorit på udstillingen, idet Historisk Mode ved Inger Thunbo og hendes hjælpere giver opvisning i flotte kjoler, hatte, sko, tasker og andet tilbehør fra årtierne mellem 1930 og 1970.
Svinkløvmaleren Martin Konopacki
Tre betydelige kunstnere med en stærk tilknytning til Han Herred er på plakaten i år. Plakatens motiv viser to solbadende piger ved stranden og er udført af Svinkløvmaleren Martin Konopacki (1891‐1947). Det store originalmaleri pryder en væg i Tinghuset, hvor »Kunsten i Han Herred« har hjemsted.
Tirsdag 16. juli klokken 19 inviterer arrangørerne til en foredragsaften, hvor Lars Nørgaard, som er i gang med en større registrering af Konopackis værker og hans færden i ind- og udland, vil berette om sit arbejde indtil nu.
Martin Konopacki var født i Liegnitz i Schlesien, opvokset i Flensborg og uddannet på kunstakademiet i München. Hans far var tysk, mens moderen var ud af Rendtorff‐familien fra Nørrebjerregaard i Gøttrup. Familien købte under Første Verdenskrig »Hjemmet« på Slettestrandvej 126 til sommerbolig, og selv byggede Martin Konopacki et yderst særpræget hus med atelier på familiens store grund − i dag Under Lien 4 − som blev udgangspunkt for en meget omfattende produktion af værker med især landskabsmotiver. Huset blev efter kunstnerens død i 1947 overtaget af en anden Svinkløvmaler, Albert Kongsbak, hvis værker også ses på væggene i Tinghuset.
Selv om der allerede er givet tilsagn om lån af adskillige af Konopackis værker til udstillingen, er arrangørerne stadig interesseret i at høre fra flere, der har hans malerier hængende i hjemmet eller stående i gemmerne.
Gaia-maleren John Riise
Den anden kunstner på plakaten er John Riise (1948-2012). Han var født i Aalborg og tog i 1973 afgangseksamen fra den kendte Cobra-maler og professor Egill Jacobsens malerskole på Kunstakademiet i København, hvorefter han supplerede med en kunstpædagogisk uddannelse for at kunne leve af at både at male og undervise.
Sammen med sin hustru, Eva Toft-Andersen, kom John Riise til Han Herred i 1998. De flyttede ind på Thorup Strandvej 51 i Vester Thorup, hvor kunstneren både fik sit atelier og et vidt udsyn til markerne og klitplantagen. Der var heller ikke langt til det levende fiskermiljø i Thorup Strand, og alle de indtryk, han fik fra skoven og havet, blev omsat til farve, form og rytmer på lærredet. Med inspiration fra James Lovelocks bog »Gaia« skabte han en serie billeder – kaldet »Gaia-variationer« – ud fra opfattelsen om, at jorden i sig selv er et levende væsen.
Intarsia-arkitekten Jørgen Aakjær Jørgensen
For første gang lancerer »Kunsten i Han Herred« også en møbelkunstner, nemlig møbelarkitekt Jørgen Aakjær Jørgensen (1920-2007), der voksede op i Fjerritslev og blev udlært som snedker hos sin far på værkstedet i Søndergade 9. Efter at have været aktiv i det lokale foreningsliv – samt modstandsbevægelsen under besættelsen – rejste han til Sverige for at fordybe sig i den specielle og ældgamle møbelteknik »intarsia«. Tilbage i Danmark bosatte han sig i faderens fødeby, Bramming, og etablerede virksomheden Møbelintarsia, hvis produktion af kvalitetsmøbler vandt stor anerkendelse.
10 år efter Jørgen Aakjær Jørgensens død tog barnebarnet Nanna Aakjær Svendsen fra Gjøl arven op og skabte firmaet Intarsia Furniture med henblik på at videreføre morfaderens enkle, tidløse design og selv udvikle nye møbler, der føjer sig ind i familietraditionen på smukkeste vis. Nanna Aakjær Svendsen deltog i seneste sæson af DR-programmet »Løvens Hule« og fik her hele to investorer med sig.
Vision om kunstmuseum
Hovedparten af de udstillede værker i Kirkecentret er venligst udlånt fra private samlinger. Men projektgruppen oplever større og større opmærksomhed fra såvel private donorer af malerier som økonomiske sponsorer til indkøb, restaurering og formidling af de klassiske værker, der ofte er malet omkring Svinkløv, Slettestrand og Grønnestrand.
I Tinghuset er der allerede opbygget en større samling med hovedvægt på perioden fra sidst i 1800‐tallet til midt i 1900‐tallet, og disse malerier danner nu grundstammen i visionen om et egentligt kunstmuseum for Svinkløvmalerne og andre Han Herred‐malere.
Herdis Lau. Nielsen, Skræm, der er formand for projektets styregruppe, står gerne til rådighed med nærmere oplysninger og modtager ligeledes tilsagn om udlån og donationer af værker, herunder fra firmaer og dødsboer.
I øvrigt deltog »Kunsten i Han Herred« i den storstilede fejring af 200-året for kong Frederik VI’s besøg i 1824 og havde i samarbejde med Grønnestrand Feriecenter arrangeret en maleriudstilling med fokus på de kunstnere, som opholdt sig og malede ved Grønnestrand.