ForsideAndetBrevkasse | Hvis forsikring dækker, når naboens trampolin flyver ind i min...

Brevkasse | Hvis forsikring dækker, når naboens trampolin flyver ind i min have?

Hej Forsikringsoplysning

For et par weekender siden fløj min nabos havetrampolin ind i mit helt nye orangeri/drivhus efter et ret voldsomt blæsevejr. Det resulterede i flere smadrede ruder og et skævt stel. Men flere af fliserne, som drivhuset stod på, er også blevet ødelagt.

Er det min eller hans forsikring, der skal dække skaderne?

Mvh.
Drivhusejeren

Svar:
Hej drivhusejer

Hvis der har været storm, skal skaderne i første omgang anmeldes til din egen husforsikring, også selvom din nabo måske ikke har båret sig ad, helt, som han burde. Det skyldes en generel regel i Lov om erstatningsansvar, som siger, at din nabos erstatningsansvar bortfalder, hvis din egen forsikring dækker skaderne. Det gælder dog ikke, hvis han har lavet skaden med vilje eller båret sig groft uagtsomt ad.

For at din husforsikring dækker i forbindelse med storm, skal vindstyrken være mindst 8 svarende til 17,2 m pr. sekund. På forsikringsvejret.dk kan du tjekke, om der har været storm på din adresse på et bestemt tidspunkt.

Når det kommer til skader på drivhuse, er der forskel på, hvordan de enkelte forsikringsselskaber dækker. Det kan være et krav, at drivhuset er opført på mure/støbt sokkel eller på pæle af beton eller jern. Skaden på dine fliser vil typisk ikke være dækket af din husforsikring. Det skyldes, at haveanlæg normalt kun er dækket, når skaden er en direkte følge af en stormskade på dit hus. Det kan fx være, hvis en del af taget river sig løst og falder ned på fliser, bede eller lignende.

Hvis din egen forsikring slet ikke dækker dine skader, må du bede din nabo anmelde skaden til hans husforsikring. Den indeholder også en ansvarsforsikring, som dækker, hvis han er skyld i skader hos andre pga. fejl eller forsømmelser. Fx hvis han ikke har fastgjort trampolinen inden stormvejret.

Hvis skaderne på dit drivhus er dækket af din egen forsikring, kan du forsøge at få selvrisikoen og udgiften til nye fliser dækket af din nabo (eller hans forsikringsselskab).

Desuden er det en god ide at gøre din nabo opmærksom på, at han bør fjerne eller fastgøre sin trampolin for at undgå nye skader. På vores hjemmeside kan du få gode råd til, hvordan du generelt kan undgå stormskader på dit hus: https://forsikringsguiden.dk/forsikringsoplysningen/vaerd-at-vide-om-forsikring/bolig-og-familie/forebyg-skader/forebyg-vejrskader/husforsikring-og-storm/.

Bedste hilsner
Forsikringsoplysningen

Forsikringsoplysningen har i mere end 85år ydet uvildig rådgivning til Danske forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen et hav af danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER