ForsideJammerbugtHistorisk højt medicinforbrug hjælper danskerne igennem dagligdagen

Historisk højt medicinforbrug hjælper danskerne igennem dagligdagen

Historisk højt medicinforbrug hjælper danskerne igennem dagligdagen

I 2023 steg danskernes forbrug af apoteksmedicin til et historisk højt niveau, viser nye tal, som Danmarks Apotekerforening har udleveret til Gjensidige. Samtidig viser en ny undersøgelse, at 4 ud af 10 danskere har brug for medicin for at klare hverdagen. 

Medicin mod smerter, depression, diabetes eller forhøjet blodtryk. Listen over danskernes medicin er lang, og forbruget er stigende, viser en ny opgørelse fra Danmarks Apotekerforening. Siden 2019 er forbruget steget med 17 procent, og alene sidste år blev der langet 6 procent mere recept- og håndkøbsmedicin over disken på landets apoteker.  

En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige, viser desuden, at 4 ud af 10 danskere må tage medicin for at fungere i deres hverdag eller arbejdsdag.  

“En del af forklaringen er sandsynligvis, at vi lever længere og med alderen stiger medicinforbruget typisk. I mange sammenhænge er vi også blevet bedre til at bruge medicin forebyggende i forhold til en del livsstilssygdomme,” siger Mette Glad, som er fagchef i sundhed hos Gjensidige. 

Medicin mod smerter og psykiske lidelser  

I undersøgelsen svarer 38 procent af danskerne ja til, at det er nødvendigt for dem at tage medicin for at komme igennem deres hverdag eller arbejdsdag. 15 procent svarer, at de tager medicin mod smerter, mens 8 procent svarer, at de tager medicin mod psykiske lidelser. 

“Det er heldigvis ikke længere så tabuiseret at tale om vores psykiske helbredstilstand, så tallene kan også være udtryk for, at flere beder om hjælp. Medicin er i mange tilfælde med til at holde os raske. Det vigtigste er, at vi har fokus på kun at indtage nødvendig medicin og ikke glemmer alle de andre ting, vi selv kan gøre for at bidrage positivt til livet,” siger Mette Glad. 

Hun understreger, at forebyggelse og tidlig indsats er vigtigt i forhold til depression og mistrivsel. De gode råd er at prioritere ting, som giver glæde i hverdagen, at passe sin søvn og være fysisk aktiv, når det er muligt.  

Om undersøgelsen:   

Undersøgelsen er foretaget blandt 1008 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © YouGov for Gjensidige i februar 2024.  

Er det nødvendigt for dig at tage medicin, for at du kan komme igennem din hverdag/din arbejdsdag? 
Ja  38 %  
Ja, smertestillende medicin   15 %  
Ja, medicin mod psykisk lidelse  8 %  
Ja, beroligende medicin  3 %  
Ja, en anden type medicin  20 %    
Nej  54 %   
Ved ikke / ønsker ikke at besvare  8 % 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER