ForsideAabybroPriserne sænkes på 32 grunde i Jammerbugt Kommune

Priserne sænkes på 32 grunde i Jammerbugt Kommune

Priserne sænkes på 32 grunde i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune har sendt en række grunde i udbud igen – nu med nye minimumspriser. Det drejer sig om grunde i Ingstrup, Saltum, Brovst og Biersted.

LÆS OGSÅ: Jammerbugt Kommune sætter ind på at skaffe arbejdskraft

Minimumsprisen sænkes på to grunde i Ingstrup

De to grunde, som kommunen har til salg i Ingstrup, får nu en minimumspris på 275.000 kr. frem for 325.000 kr.

Præstegårdsvej. Foto: Jammerbugt Kommune

Grundene er på ca. 1900 m2 og ligger på Præstegårdsvej kun ca. 500 m fra sportsforeningen, pasningstilbud og byens skole og med kun ca. 5 km til stranden og Vesterhavet.

12 grunde i Saltum bliver billigere

I nabobyen Saltum bliver 12 grunde på Højbogårdsvej nu udbudt til en minimumspris på 250 kr. pr. m2 i stedet for 325 kr. pr. m2.

Højbogårdsvej. Foto: Jammerbugt Kommune

Det betyder, at de fleste af de tilbageværende grunde i området nu udbydes til en minimumspris på ca. 400.000 kr. Grundene varierer i størrelse fra 1248 til 2009 m2. De fleste af grundene er omkring 1500-1600 m2.

I øjeblikket har Jammerbugt Kommune solgt tre grunde i området, og der er én reserveret.

Området ligger tæt på skolen, pasningstilbud, dagligvarebutik og naturområde/sø. Der er ca. 5 km til stranden og Vesterhavet og kun ca. 3 km til Fårup Sommerland, hvor der er cykelsti hele vejen.

Minimumsprisen på 17 grunde i Brovst sænkes

Udover prisfaldet i Ingstrup og Saltum sænkes udbudsprisen også i Brovst, hvor de resterende grunde på Vesterbjergvej nu udbydes til en minimumspris på 300 kr. pr. m2 i stedet for 400 kr. pr. m2.

Det betyder, at de fleste af de tilbageværende grunde nu udbydes til en minimumspris på ca. 300.000 kr.

Vesterbjergvej. Foto: Jammerbugt Kommune

Den største grund, der er i udbud i området, er på 1309 m2, mens den mindste er 900 m2. De fleste af grundene, der er til salg, er lige omkring 1000 m2.

I øjeblikket har Jammerbugt Kommune solgt syv grunde i området, og der er én reserveret.

Området er attraktivt beliggende i den sydligste del af Brovst by, hvor flere af grundene har udsigt til Limfjorden. Området ligger inden for 1,5 km fra skole, pasningsmuligheder og dagligvarebutikker.

Den allersidste grund på Elbæksmindevej i Biersted får ny minimumspris

Der er kun én ud af Jammerbugt Kommunes 10 grunde tilbage på populære Elbæksmindevej i Biersted. Denne grund udbydes nu med en ny minimumspris på 400 kr. m2 frem for 495 kr. pr. m2. Grunden er den største i området og er på 1300 m2.

Elbæksmindevej. Foto: Jammerbugt Kommune

Elbæksmindevej ligger tæt på pasningsmuligheder og kun ca. 500 m fra skole og idrætsfaciliteter, ca. 250 m fra dagligvarebutik og under 200 m fra naturområdet ’Den grønne kile’ og med kort afstand til Store Vildmose. Biersted er bl.a. kendt for sin attraktive beliggenhed kun ca. 8 minutters kørsel fra motorvej, ca. 5 minutters kørsel fra Aabybro, ca. 20 minutters kørsel fra Aalborg og ca. 10 minutters kørsel fra Aalborg Lufthavn.

Se mere om grundene og områderne på: https://www.jammerbugt.dk/service-og-selvbetjening/borger/bolig-og-byggeri/grunde-til-salg/

Bud skal være modtaget på raadhus@jammerbugt.dk eller afleveret på Toftevej 43, 9440 Aabybro senest onsdag 30. april 2024 kl. 10.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER