Jammerbugt Kommunes fremtid: Fællesskab, trivsel og rekruttering
Ifølge lovgivningen skal en kommunalbestyrelse, inden første halvdel af en valgperiode er gået, fremlægge en strategi for udviklingen af kommunen.
Dét har Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune netop gjort ved at vedtage Plansrategi’23, som fungerer som kommunens overordnede strategi på tværs af alle områder.
”Planstrategi’23 sætter ord på fremtidens muligheder og udfordringer i Jammerbugt Kommune. I strategien har vi et særligt fokus på fællesskaber, trivsel samt rekruttering af arbejdskraft i det private erhvervsliv og til Jammerbugt Kommune som arbejdsplads”, forklarer Borgmester Mogens Christen Gade om Planstrategi’23.
Strategien indeholder fem temaer/særlige satsninger, som Kommunalbestyrelsen vil have fokus på i de kommende år:
- Vores gode liv. Dette tema handler bl.a. om gode fysiske rammer til aktiviteter, børn og unges trivsel, bosætning samt forsyning og infrastruktur.
- Mere i gang – på nye måder. Dette tema handler bl.a. om samarbejde med erhvervslivet, rammerne for iværksættere, rekruttering af arbejdskraft til f.eks. turismebranchen, landbrugserhvervet og til Jammerbugt Kommune som arbejdsplads.
- Bæredygtighed og grøn omstilling. Dette tema handler bl.a. om bæredygtighed i byggeri og indkøb samt vedvarende energi og klimatilpasning som f.eks. håndtering af øgede nedbørsmængder og tørkeperioder.
- Dannelse og uddannelse hele livet. Dette tema handler bl.a. om det gode skoleliv, ungeindsatsen, digital dannelse, den gode overgang fra barn til voksen samt et aktivt seniorliv.
- Oplevelser i vores mangfoldige kommune. Dette tema handler bl.a. om naturens potentiale, stærke feriesteder og events.
Planstrategien bliver nu offentliggjort, og der vil blive arrangeret et borgermøde med forskellige interessenter i Jammerbugt Kommune. I første halvår af 2024 bliver strategien fulgt op af et handlingskatalog med konkrete handlinger baseret på strategien.