ForsideJammerbugtBorgmesterens Nytårsbetragtninger 2023 - 2024

Borgmesterens Nytårsbetragtninger 2023 – 2024

Borgmesterens Nytårsbetragtninger 2023 – 2024

Af Mogens Christen Gade, Borgmester i Jammerbugt

Året går på hæld, og sædvanen tro vil jeg forsøge at gøre status over året, der gik – og se lidt frem mod året, der kommer. Et årsskifte er en god anledning til at gøre status.

I dette som i foregående år er det svært ikke at begynde ved de verdensomspændende kriser og krige, som sætter deres præg på vores eget lille hjørne af verden: Corona-krisen, der prægede årene 2020-22, den ulykkelige krig i Ukraine, der tog sin begyndelse i 2022, og senest krigen i Gaza mellem Hamas og Israel.

Som ansvarlig nation i verdensbilledet er Danmark en stor bidragyder i forhold til at sikre fred, frihed og stabilitet i verden. Det skal vi være. Men det koster også ressourcer, og bringer på nogle områder den borgernære velfærd i spil – både på regionalt og kommunalt niveau.

Danske kommuner kæmper derfor i disse år med en stram økonomi. Det gør vi også i Jammerbugt Kommune. Og det har i høj grad været med til at sætte dagsordenen for 2023, hvilket to nødvendige tjek og tilpasninger af årets budget, vidner om.

Al økonomisk knaphed til trods, er vi dog kommet godt i mål – både med at få enderne til at nå sammen i regnskabet for 2023 og fremfor alt med et positivt budget for 2024, med bred politisk opbakning.

Gode rammer til gode aktiviteter

Først og fremmest har 2023 dog været et lovende år i Jammerbugt Kommune, hvor vi har sat positive milepæle, og nye gode tiltag har set dagens lys.

Særligt indvielsen af Skolecenter Jetsmark d.18. august blev en glædelig begivenhed af de helt store og et vigtigt punktum for et af kommunalbestyrelsens højt prioriterede projekter. Byggeriet stod færdigt til tiden og til prisen, hvilket langt fra er en selvfølge for større byggerier i disse år, og indvielsen blev en særlig festdag med tilstedeværelse af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Også renovering og udvidelse af vores to daginstitutioner i Fjerritslev: Grøftekanten og Gl. Dalhøj, samt kommunens økonomiske håndsrækning til både Jetsmark Idrætscenter, Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev og Skovsgaard Boldklub kommer med på listen over færdige og igangværende forbedringer af kommunens faciliteter.

I økonomisk pressede tider er det vigtigt stadig at prioritere de fysiske rammer. De har nemlig stor betydning for de aktiviteter, vi senere putter i dem.

Livskvalitet og stabilt indbyggertal

I Jammerbugt Kommune tror vi på en fremtid med god balance mellem land og by. Udvikling i lokalsamfundene er nemlig forudsætningen for vækst i centerbyerne, og omvendt. Derfor prioriterer vi både Centerbysamarbejdet og arbejdet med de lokale udviklingsplaner, som i 2023 alle er blevet evalueret og opdateret på lokale møder rundt om i kommunens lokalsamfund.

Det er jo virkelig lokaldemokrati og nærdemokrati, der vil noget – en samarbejdsmodel, som da også blev bemærket og fik særskilt ros af landdistriktsministeren, da hun var på besøg sidst i 2023.

Mon ikke netop denne bevidste Jammerbugtsatsning på det nære, er en del af baggrunden for Jammerbugt Kommunes flotte placeringer, når det gælder naboskab og livskvalitet som henholdsvis nr. 1 og nr. 7 på landsplan (Realdanias og Videnscentret Bolius’ kortlægning af danskernes oplevelse af eget lokalområde, naboskab og bolig fra 2023).

Også i Friluftsrådets 2023-undersøgelse af danske kommuners ”friluftsfaktor” ligger Jammerbugt Kommune helt i top med en 4. plads – en plads vi i øvrigt har holdt siden sidste undersøgelse i 2021.

I den her sammenhæng kan jeg heller lade være med at nævne det aktive foreningsliv, rundt om i Jammerbugt Kommune, som noget helt særligt. Vi har nok Danmarks bedste frivillige – både når det gælder idræt, kultur og socialt arbejde.

Livskvalitet, godt naboskab og muligheden for både et aktivt friluftsliv og foreningsliv – jeg tror det hele er medvirkende til, at indbyggertallet i Jammerbugt Kommune på tiende år holder et stabilt niveau. En stabilitet som bestemt ikke findes i alle danske kommuner med lidt længere mellem husene.  

Vi handler på den grønne omstilling

Også når det gælder den grønne omstilling er Jammerbugt Kommune godt med. Vi tænker globalt og handler lokalt, for, som jeg plejer at sige: ”Handling slår alt”.

I 2023 viste tal fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet således, at Jammerbugt Kommune ligger i top fem på landsplan, netop når det gælder produktion af el fra sol og vind, og med et færdigbehandlet kommuneplantillæg for solceller og biogasanlæg er vi klar til næste skridt. Måske i form af et Power To X anlæg?

Med hensyn til fjernvarme er vejen i 2023 banet for yderligere udbredelse i kommunen, og der arbejdes på, at stadigt flere af kommunens egne bygninger tilsluttes.

2023 var også året, hvor vi både påbegyndte og afsluttede opsætningen af 41 offentlige ladestandere. Dermed har vi som den første kommune og flere år før tid opfyldt ”Ladestanderbekendtgørelsen”.

På det grønne program næste år og i 2025 er blandt andet udskiftningen af al vejbelysningen i Jammerbugt Kommune til LED, som bruger halvdelen af den strøm, der i dag går til at lyse kommunens veje op.

Budget 2024 med fokus på borgernær velfærd

Som afrunding på dette års nytårsbetragtninger vil jeg vende tilbage til næste års budget. For det var virkelig positivt at kunne slutte 2023 af så konstruktivt. Med et bredt forlig blev traditionen om den politiske stabilitet i Jammerbugt Kommune holdt i hævd. Det skete med et budget, som sikrer en fortsat fornuftig kommunal økonomi, og som har fokus på den borgernære velfærd med prioritering af både normalområdet og specialområdet, når det gælder børn, unge og ældre, samt ekstra afsatte ekstra midler til beskæftigelsesområdet, det specialiserede voksenområde og børnefamilieområdet.

Budgetaftalen sikrer ligeledes et fornuftigt anlægsniveau, hvor der investeres bredt i Jammerbugt Kommune

Den første større politiske opgave, der venter i det nye år, er at knytte et handlingskatalog til den netop vedtagne Planstrategi23 – en opgave jeg glæder mig at tage fat på sammen med både mine kolleger i kommunalbestyrelsen og med kommunens ansatte.

Tak til borgere, ansatte, frivillige og erhvervsdrivende

Afslutningsvist er det også vigtigt for mig at nævne de mange gode folk, jeg har mødt rundt omkring i kommunen. F.eks. til kommunens officielle markering af flagdagen for Danmarks udsendte, til borgermøder, indvielser af store og små projekter, til bryllupper, fødselsdage og andre særlige mærkedage. Tak til alle jer, som har inviteret mig, og tak til jer, som møder op, når Jammerbugt Kommune inviterer.

Jeg vil også benytte lejligheden til at takke jer, der i Jammerbugt Kommune på frivillig og ulønnet basis gør en indsats for foreninger og fællesskaber.

En stor tak skal også lyde til alle medarbejdere ved Jammerbugt Kommune, kollegaer i Kommunalbestyrelsen og samarbejdspartnere i øvrigt. Tak for den gode indsats i 2023 – lad os arbejde videre ud fra det gode udgangspunkt, så er jeg sikker på, vi går et godt 2024 i møde.

Godt Nytår!

LÆS OGSÅ: Nytårstale 2023 med Borgmester Mogens Gade – Se med her

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER