Forside112Luftrum lukket igen: Nordjyllands Politi sigter to mænd for ulovlig flyvning med...

Luftrum lukket igen: Nordjyllands Politi sigter to mænd for ulovlig flyvning med droner

Luftrum lukket igen: Nordjyllands Politi sigter to mænd for ulovlig flyvning med droner

I sidste uge måtte luftrummet over Aalborg Lufthavn lukke flere gange, på grund af droner i sikkerhedszonen – i dag var den gal igen. Nordjyllands Politi rykkede hurtigt ud og kunne konfiskere droner fra to yngre mænd, der ydermere kan se frem til en bøde.

Lufthavnens sikkerhedszone har en radius på otte kilometer, sætter man en drone i luften inde i denne zone, eller overskrider den maksimale flyvehøjde i zonen for droner, så aktiveres lufthavnens varslingssystem. Det skete flere gange i sidste uge og nu igen, fredag formiddag. 

Vagtchef Morten Axelsen fra Nordjyllands Politi oplyser, at man straks sendte en patrulje mod det sted, hvor dronerne var i luften:
”På vej til stedet standser betjentene en bil, hvor dronepiloterne sad. Mændene oplyste, at det var dem, som havde fløjet med droner på stedet. De får konfiskeret begge droner på stedet og midlertidigt beslaglagt deres mobiltelefoner, idet de er tilkoblet dronerne. De kan desuden se frem til en bøde, på i hvert fald fire cifre.

Det er, ifølge vagtchefen, billigt sluppet for denne forseelse:

”De her episoder hvor luftrummet må lukke ned kan resultere i, at fly der skal til at lette må vente på landjorden til der er fri passage – med forsinkelser til følge. Det kan også betyde, at fly der er på vej mod landingsbanen må vende om og sætte kursen mod en anden lufthavn. Dét er dyre manøvrer for et luftfartsselskab og den regning kan de meget vel finde på, at sende videre til den formastelige dronepilot, der så vil blive mødt med et civilt erstatningskrav på mange, mange tusinde kroner.”

Så galt gik det ikke for de to dronepiloter i Aalborg i dag, men vagtchefen understreger, at der ikke bliver set med milde øjne på forseelser som denne:
”Det er flysikkerhed det handler om her og nedlukninger af luftrummet kan have store konsekvenser. Vi opfordrer kraftigt til at alle orienterer sig i reglerne omkring droneflyvning og sætter sig virkelig godt ind i, hvilke områder man må sætte sin drone op i – og aldrig i nærheden af samfundsvigtige installationer.” 

Se reglerne for droneflyvning på Trafikstyrelsens hjemmeside for droneregler: https://www.droneregler.dk/

Her kan man også orientere sig i, hvilke forbudszoner der er etableret i Nordjylland: 
https://www.droneregler.dk/generelt-om-regler-for-droneflyvning/dronezoner

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER