Efterårsferien står for døren – se hvornår trafikken bliver værst
Vejdirektoratet forventer flere dage med tæt trafik og kødannelse i efterårsferien, hvor mange trafikanter vil søge mod de store sommerhusområder.
Efteråret har for alvor meldt sin ankomst i Danmark, hvor de gyldne og røde farver fra nedfaldne efterårsblade allerede nu præger landskabet langs vejene.
I skolernes efterårsferie vil mange drage mod de store sommerhusområder, og når der er mange biler på vejene samtidig, så stiger risikoen for uheld og forsinkelser.
Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man kører uden for de mest belastede tidsrum.
Stor udrejselørdag
Tre dage i efterårsferien forventes at give trafikale udfordringer. Det gælder fredag og lørdag i den kommende weekend samt lørdag 21. oktober, der plejer at være den store hjemrejsedag.
Den første udrejsetrafik vil man allerede se fredag 13. oktober, hvor der vil være et øget tryk på vejene i og omkring de store byer i eftermiddagstimerne mellem kl. 14.00 og 18.00. Den største rejsedag bliver dog lørdag 14. oktober, hvor der er stor risiko for tæt trafik og kødannelse i tidsrummet mellem kl. 11.00 og 14.00.
For begge udrejsedage gælder det, at man vil opleve øget pres på vejene særligt på E20 mellem Odense og Middelfart og på E45 mellem Kolding og den dansk-tyske grænse.
Derudover skal man også forvente en øget trafikmængde til og fra de store sommerhusområder. Det gælder særligt rute 11 fra Ribe mod Ringkøbing, rute 16 mod Nordsjælland, rute 21 mod Sjællands Odde, rute 40 ved Skagen samt rute 55 ved Løkken og Blokhus.
Hjemrejsen kan også give kø
Lørdag 21. oktober er efterårsferiens tredje store rejsedag, hvor mange sætter kursen hjemad igen. Her vil der være et øget pres på vejene i tidsrummet mellem kl. 11.00 og 14.00. Det gælder især på E45 mellem den dansk-tyske grænse og Kolding og generelt på motorvejsnettet omkring Kolding og på E20 mellem Middelfart og Odense.
For alle tre store rejsedage anbefaler Vejdirektoratet, at man så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum og sætter ekstra tid af til rejsen.
Den resterende del af efterårsferien forventes at forløbe uden de store forsinkelser.
Vær opmærksom på vejarbejde på Fyn
Hvis man passerer over Fyn, så skal man være opmærksom på, at der lige nu bliver udført vejarbejde på strækningen mellem afkørsel 56 Ejby og rastepladsen Lillebælt. Vejarbejdet foregår i begge retninger og indebærer nedsat hastighed og at der kun er to spor farbare i hver retning.
Husk at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr og andre uforudsete hændelser. Denne risiko er større, når der er mange biler på vejene.
Gode råd til trafikanter
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og afsæt ekstra tid til rejsen.
- Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser, for eksempel ved vejarbejder.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
- Lyt til P4 Trafik under din køretur.
- Tjek vejrudsigten, inden du tager afsted.
- Hav mad og drikkevarer med i bilen.
LÆS OGSÅ: Årets Knæk Cancer indsamling i Aabybro – rekordmange deltagere til indsamlingsshowet