ForsideJammerbugtFyringssæsonen er forbi: Danskernes vedholdende spareindsats på el og gas gav markante...

Fyringssæsonen er forbi: Danskernes vedholdende spareindsats på el og gas gav markante reduktioner i energiforbruget

Fyringssæsonen er forbi: Danskernes vedholdende spareindsats på el og gas gav markante reduktioner i energiforbruget

Energistyrelsens seneste analyse af forsyningssituationen viser, at danskerne i gennemsnit reducerede deres gas- og elforbrug med henholdsvis 24 procent og 9 procent denne fyringssæson. De markante besparelser vidner om positive adfærdsændringer, der gavner forsyningen nu og efter sommer. 

Den 1. maj gik vi officielt ud af fyringssæsonen. Nye tal fra Energistyrelsen viser, at danskerne reducerede deres forbrug af el og gas markant i periode. Fra den 1. oktober 2022 til 30. april 2023 udgjorde reduktionerne for gas og el henholdsvis 24 procent og 9 procent i forhold til det normale forbrug.

For hele perioden er reduktionen for begge energikilder overordet set opnået på tværs af sektorer. Gennem vinteren var det særligt husholdningernes gode sparevaner, der bidrog til reduktionen i elforbruget. Reduktionen i gasforbruget blev primært drevet af konvertering fra gas i produktionserhvervene, men husholdninger, kontorer og butikker bidrog også væsentligt.

At danskerne har opretholdt et stabilt reduktionsniveau gennem perioden, har klædt os godt på til næste vinter. Gaslagrene er 75 procent fyldte, hvilket er højt for denne tid på året, hvor lagrene skal fyldes op.

”Denne fyringssæson har danskerne vist, at det er muligt at påvirke forsyningssituationen til det bedre gennem bevidst forbrug og god spareadfærd. Scenariet vi så ind i i efteråret var alvorligt – og det kan det potentielt blive igen. Derfor vil jeg gerne understrege vigtigheden af, at vi ikke glemmer vinterens krisebevidsthed og fastholder de gode sparevaner selv når priserne i perioder bliver lavere end i vinter, og sommergarderoben findes frem,” siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Vores adfærd nu påvirker næste fyringssæson

Det danske energisystem er en kompleks størrelse.  For det første er vi direkte forbundet med vores nordiske og europæiske naboer, hvor vi både importerer og eksporterer strøm og gas. For det andet er vi en del af et europæisk elmarked, hvor produktionen i andre lande påvirker forsyningssikkerheden i Danmark, mens vi er er en del af et globalt gasmarked, som påvirkes af andre landes forbrug.

Sidst men ikke mindst påvirker forbruget af de forskellige energikilder hinanden og dermed forsyningssikkerheden.

Kort sagt er der mange faktorer som danner udgangspunktet for forsyningssituationen næste fyringssæson. Mange af dem kan vi ikke kontrollere, men vores adfærd nu er en af dem, vi kan påvirke.

Blandt andet derfor er det også vigtigt at være bevidst om sit forbrug om sommeren. Både fordi strømforbruget i Europa også er højt, når dagene bliver varmere og bygninger skal køles. Og fordi der andre steder i Europa også anvendes større mængder gas til at producere strøm.

Status på energiforsyningen her og nu

Hver måned udgiver Energistyrelsen en samlet vurdering af energiforsyningen på baggrund af den senest tilgængelige information.

Vurderingen har til formål at give et overordnet situationsbillede på tværs af de forskellige energiformer. Samtidig offentliggør Energistyrelsen desuden de seneste tal for, hvordan den danske energispareindsats på el og gas udvikler sig.

Energistyrelsen vurderer blandt andet:

  • Energiforsyningen er stabil på tværs af alle energikilder. Priserne er varierende og kan være høje i perioder. Situationen kan hurtigt ændre sig.
  • Energistyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strømforsyningen til forbrugerne næste fyringssæson, hvis de gode sparevaner fortsætter, vejret bliver gennemsnitligt, og vi undgår havarier og tekniske problemer på kraftværker og udlandsforbindelser.
  • Gaslagrene er mere fyldte end de typisk er på dette tidspunkt af året, hvilket er et godt udgangspunkt for dette års lagerfyldning. Det skyldes blandt andet, at der både har været en nedgang i gasforbruget, og at det ikke har været en kold vinter. 
  • Der mangler ikke olie, men Energistyrelsen følger situationen særligt med henblik på at overvåge effekten af EU’s sanktioner på russisk olie.
  • Energistyrelsen forventer ikke mangel på træpiller og biomasse.

Få det fulde overblik på vores temaside om den danske forsyningssituation.

Fakta: Sådan beregnes reduktionen i danskernes forbrug

I analysen af forsyningssituationen har Energistyrelsen udregnet reduktionen i danskernes forbrug som forskellen mellem det faktiske forbrug og det normale forbrug. Udregningerne er baseret på:

  • Det faktiske forbrug er baseret på data fra Energinet, der ejer og driver transmissionsnettene for el og gas.
  • Det normale forbrug tager udgangspunkt i Klimastatus- og fremskrivning 2022.
  • Det normale forbrug er forbrugsforventningen ved indgangen til 2022, dvs. før energikrisen.
  • Gasforbruget er desuden korrigeret for udsving i temperaturen, således at faktisk og normalt forbrug er mere sammenlignelige.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER