ForsideAndetFlere grønne håndværkere

Flere grønne håndværkere

Når vi skal have gode råd om alt fra varmepumper til nye vinduer og isolering, så er det håndværkeren, som langt de fleste boligejere henvender sig til, viser en spørgeundersøgelse. Over 4.000 håndværkere har efteruddannet sig, så de kan hjælpe boligejerne bedst muligt med grønne investeringer.

Knap halvdelen af alle boligejere spørger en håndværker om råd, inden de beslutter sig for, om de skal udskifte taget før vinduerne, eller om det er nødvendigt med ny isolering eller ej.

I en spørgeundersøgelse udført af YouGov for Dansk Byggeri svarer 41 procent af boligejerne, at de spørger en håndværker til råds om energirenovering. 11 procent går direkte efter en håndværker, der er uddannet energivejleder.

– Grønne boliger er i høj kurs, men det kan være svært for den enkelte boligejer at vide, hvor man skal starte med at energirenovere, og hvad der bedst kan betale sig. Men netop det kan de få hjælp til hos en håndværker, der både kan vurdere boligens nuværende stand og kender til de forskellige grønne muligheder, der kan passe til bolig og pengepung, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Der er i dag over 4.000 håndværkere, der har efteruddannet sig til energivejleder, og dertil er der 426 ingeniører, bygningskonstruktører og håndværkere mv., der har efteruddannet sig til BedreBolig-rådgiver.

– Netop på grund af den større opmærksomhed på grønne løsninger, der sparer el, vand og varme, er der også flere håndværkere, som gerne vil være i front ved at kunne vejlede boligejerne om, hvilke løsninger der passer bedst til deres hus. Der bliver i snit uddannet 500 nye energivejledere hvert år, så der kommer hele tiden flere til, siger Camilla Damsø Pedersen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER