ForsideAabybroJammerbugt Kommune er frontløber i grøn omstilling

Jammerbugt Kommune er frontløber i grøn omstilling

Jammerbugt Kommune er frontløber i grøn omstilling

Den grønne omstilling er i fuld gang i Jammerbugt Kommune. Nye tal viser, at kommunen ligger helt i top i forhold til at producere el fra sol og vind. Derudover har Jammerbugt Kommune netop sendt en plan vedrørende solceller og biogas i høring, ligesom der godkendes etablering af fjernvarme mange steder.

Energinet, der hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, har offentliggjort tal, der viser en rekordhøj produktion af el via vindmøller og solceller i Danmark i 2022. Det skyldes ny solkapacitet, flere vindmøller og et år med mere vind end i 2021.

Topplacering til Jammerbugt Kommune når det handler om el fra sol og vind

Tallene fra Energinet viser, at der på landsplan er stor forskel på hvor meget el, hver enkelte kommune producerer fra vind og sol i forhold til kommunens elforbrug. Jammerbugt Kommune indtager en topplacering sammen med fem andre kommuner. Her udgør el fra vind og sol mere end 200% af kommunens samlede elforbrug.

”At vi i Jammerbugt Kommune opnår så flot en placering på landsplan i forhold til produktionen af el fra sol og vind, markerer tydeligt, at vi ikke kun taler om den grønne omstilling, men rent faktisk gør noget. Og vi planlægger ikke kun – vi fører det også ud i livet. Det er godkendelsen af konvertering til fjernvarme i mange områder og udpegning af områder til solceller og biogasanlæg f.eks. et klart udtryk for”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

Der er en plan for den fremtidige etablering af solceller og biogasanlæg i kommunen

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune godkendte 17. november 2022 et planforslag for primært solceller og biogas i kommunen. Planen fastlægger en strategi og nogle principper på området. Planen er netop nu i offentlig høring frem til 14. februar 2023.

Planforslaget indebærer bl.a. en konkret udpegning af interesseområder i forhold til, hvor der kan placeres solceller og biogasanlæg. I første omgang drejer det sig om mulige solcelleområder ved Klim, Kaasholm og Rendbæk Øst samt mulige biogasanlæg i den vestlige og den østlige del af kommunen.

På kortet ses vind- og solandelen fordelt på kommuner. Jo mørkere grøn, desto større er elproduktionen fra vind og sol i kommunen i forhold til kommunens elforbrug. Foto: Jammerbugt Kommune

I forbindelse med den offentlige høring afholdes der borgermøde mandag 30. januar kl. 19-21 i Sport- & Kulturcenter Brovst, hvor der vil blive orienteret om indholdet i planen og den videre proces for planlægningen af vedvarende energianlæg. Det kræver ikke tilmelding at deltage i borgermødet.

Interesseområder for solceller og biogas i Jammerbugt Kommune. Foto: Jammerbugt Kommune

Grøn energi i form af fjernvarme rundt omkring i kommunen

Den grønne omstilling i Jammerbugt Kommune er også tydelig, når det gælder fjernvarme. Kommunalbestyrelsen har de seneste måneder godkendt, at der bliver konverteret til fjernvarme i Nørhalne, Biersted, Aabybro, Birkelse, Ryå og Brovst. Udover at fjernvarme er en grønnere og stabil energikilde, så imødekommer etableringen af fjernvarme også den store efterspørgsel, der er på fjernvarme blandt borgerne.

I 2023 sætter Jammerbugt Kommune desuden massivt ind i forhold til at informere borgerne om deres fjernvarmemuligheder.

LÆS OGSÅ: Fjernvarmetidsplan for Biersted

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER