Ny regering
Af Henrik Buchhave, Folketingskandidat for Venstre i Nordjylland
Danmark har fået en ny regering. Ikke en regering præcis som jeg havde ønsket mig, men en regering som langt hen af vejen afspejler det, som vælgerne stemte.
Venstre har berettiget fået drøje hug, for at løbe fra hvad der blev sagt i valgkampen.
Spørgsmålet er, om ikke frontpersonerne var kommet for langt op i træerne, med løfter som flertallet ikke ønskede at bakke op om. Jeg undrede mig i hvert fald over valgresultatet i minkens højborg, at der ikke engang på Gjøl kunne samles blåt flertal.
Venstre vandt ikke kampen, hvorefter der kun er to muligheder tilbage. Gå med, eller gå i opposition.
Personligt er jeg godt tilpas med, at Venstre gik med, og dermed lyttede til flertallet af vælgerne, det flertal der ønskede et samarbejde hen over midten. Kun ved at gå med, bliver der reel indflydelse, og mulighed for at påvirke politikken i en blå retning, fremfor at lade den yderste venstrefløj styre landet. Om vi så får denne indflydelse, kan kun tiden vise.
En ting er helt sikker, der er i den grad brug for politiske reformer.
Et sundheds og velfærds system, som i øjeblikket har store udfordringer. Og prisen for disse udfordringer, betales i høj grad af de syge og svageste.
En klima og miljøpolitik er ligeledes særdeles vigtig at få udformet. Vel og mærke en politik som udformes med fornuft og hjerne, frem for på følelser som der er en tendens til når venstrefløjen får lov til at råde.
Det koster alt sammen, men samtidig ser vi ind i nogle økonomiske udfordringer, hovedsagligt på grund af en krigsgal russer.
Jeg har svært ved at tro, at så store reformer, kan laves holdbare uden at Venstre og Socialdemokratiet laver dem i fællesskab.
Jeg glæder mig til at se nogle resultater.