Type 2-diabetes bliver af de fleste betragtet som en livsstilssygdom, men sygdommen er rent faktisk arvelig. Op mod 76.000 danskere lever med uopdaget type 2-diabetes.
Derfor sætter Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) nu fokus på arvelighed og forebyggelse med relanceringen af kampagnen Kend Din Arv, som bliver skudt i gang mandag 15. august.
Det handler ikke kun om livsstil
Mange ved ikke, at de er i risiko for at få type 2-diabetes, før de får sygdommen, og derfor er de ikke opmærksomme på at forebygge og holde øje med symptomer. Men faktisk er risikoen forøget med op til 80 %, hvis begge forældre har type 2-diabetes. Derfor sætter Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) fokus på arvelighed og forebyggelse af type 2-diabetes med relanceringen af kampagnen Kend Din Arv.
– Det er vigtigt, at familier bliver bedre til at tale om type 2-diabetes. Type 2-diabetes er arveligt. Men man kan forebygge sygdommen ved rettidig livsstilsændring og derved bryde arven. Hvis man har type 2-diabetes i den nære familie anbefaler vi, at man derfor er ekstra opmærksom på symptomer og forebyggelse, siger centerdirektør for SDCN, Poul Erik Jakobsen.
Diabetes kan være svært at opdage
Det kan være svært at opdage type 2-diabetes, da kroppen vænner sig til at have et højt blodsukker. Symptomerne udvikler sig derfor typisk langsomt, og de kan være så svage, at man ikke lægger mærke til det. Ofte kan man tro, at det er tegn på, at man bliver ældre fremfor tegn på en sygdom. Det skønnes at 76.000 danskere lever med uopdaget type 2-diabetes.
59-årige Kim Petersen fra Aalborg opdagede sin type 2-diabetes ved en tilfældighed i 2012:
– Min mor har diabetes, men jeg vidste ikke, at det var arveligt. Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da jeg blev kontaktet efter at have været bloddonor i en lang årrække. De bad mig tage fat i min egen læge, som kunne bekræfte, at jeg havde type 2-diabetes. Jeg kunne ikke mærke det, siger Kim Petersen.
Han har sammen med sin kone lagt livsstilen om og træner regelmæssigt fitness og løber også 35 kilometer om ugen. Kost og motion er nemlig to parametre, der kan virke forbyggende.
Et forhøjet blodsukker er hårdt for kroppen og kan gøre stor skade. Derfor er det vigtigt at opdage type 2-diabetes så tidligt som muligt, så man mindsker risikoen for komplikationer. Kim Petersen har derfor allerede taget snakken om arvelighed med sine to voksne børn.