Udbuddet af villaer og rækkehuse er steget over hele landet, men der er store regionale forskelle. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden.
Uanset hvor i landet man kigger hen, er der i starten af august kommet flere huse til salg, både i forhold til sidste måned og samme måned sidste år. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden. Størst er stigningen i Region Hovedstaden, hvor udbuddet af huse til salg ligger 7,6 procent højere end måneden før og knap 54 procent højere end samme måned sidste år.
I den anden ende af skalaen ligger region Nordjylland og Syddanmark med mere beskedne stigninger i udbuddet på henholdsvis 2,8 og 1,7 procent siden sidste måned og 0,5 og 2 procent sammenholdt med sidste år.
”Det er ikke usædvanligt at udbuddet stiger i sommermånederne. Flere sætter boligen til salg, mens færre er klar til at købe på grund af sommerferien. Samtidig spiller de fortsat stigende renter helt sikkert også en rolle i den opbremsning, vi ser nu – især i de områder, hvor boligpriserne er høje,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Flest nye ejerlejligheder i Region Midtjylland
Også udbuddet af ejerlejligheder er steget i alle regioner siden sidste måned. Der er kommet flest nye lejligheder til salg i Region Midtjylland, hvor udbuddet er steget med 8,6 procent siden sidste måned. Det er mere end i Region Hovedstaden, hvor udbuddet er steget med 8,1 procent siden sidste måned.
”Vi nærmer os studiestart og ser ind i en tid, hvor der bliver rift om især de mindre og billigere lejligheder, men hvor også forældrekøbslejligheder kan få ben at gå på. Det betyder ikke bare mange interesserede købere, men også at mange sælgere ser det som et godt tidspunkt at udbyde boligen til salg,” siger Birgit Daetz.
Sammenlignet med sidste år er udbuddet af ejerlejligheder steget markant i alle regioner på nær Region Nordjylland. I Region Hovedstaden ligger udbuddet nu 41,3 procent højere end sidste år.
”Vi har set en markant rentestigning siden årsskiftet, og kombineret med den stigende inflation og større økonomisk usikkerhed generelt er det alt sammen noget, der lægger dæmper på boligmarkedet og især på køberne,” siger Birgit Daetz.
Ikke de store ændringer i udbuddet af sommerhuse
På sommerhusmarkedet er der kun sket mindre ændringer den seneste måned, hvor udbuddet er steget lidt i alle regioner på nær Midt- og Nordjylland. Sammenlignet med sidste år er der dog stadig markant færre sommerhuse til salg.
Udbuddet på boligmarkedet primo august 2022:
Villaer og rækkehuse
Region | Antal boliger til salg | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
---|---|---|---|
Hele landet | 27.957 | 4,0% | 13,8% |
Region Hovedstaden | 4.307 | 7,6% | 53,7% |
Region Midtjylland | 7.341 | 3,1% | 11,4% |
Region Nordjylland | 4.532 | 2,8% | 0,5% |
Region Sjælland | 4.929 | 6,8% | 25,0% |
Region Syddanmark | 6.848 | 1,7% | 2,0% |
Viser 1 til 6 af 6 linjer
Ejerlejligheder:
Region | Antal boliger til salg | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
---|---|---|---|
Hele landet | 7.694 | 7,4% | 30.9% |
Region Hovedstaden | 4.075 | 8,1% | 41,3% |
Region Midtjylland | 1.581 | 8,6% | 27,9% |
Region Nordjylland | 698 | 3,6% | -2,2% |
Region Sjælland | 438 | 5,5% | 33,5% |
Region Syddanmark | 902 | 6,0% | 25,8% |
Viser 1 til 6 af 6 linjer
Sommerhuse:
Region | Antal boliger til salg | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
---|---|---|---|
Hele landet | 4.717 | 0,9% | -11,9% |
Region Hovedstaden | 910 | 2,2% | 2,9% |
Region Midtjylland | 1.059 | -0,7% | -13,7% |
Region Nordjylland | 920 | -0,4% | -19,7% |
Region Sjælland | 1.044 | 2,4% | -5,6% |
Region Syddanmark | 784 | 1,0% | -21,0% |
Viser 1 til 6 af 6 linjer