Jammerbugt Kommune får i år besøg af en cyklende rådgiver fra Energistyrelsen, der skal hjælpe danskerne med at spare på energien i en tid med høje priser og klimakrise.
Længe efter at Tour de France-feltet har forladt Danmark, er der stadig et spændende cykelarrangement i gang på de danske landeveje.
Energirådgivere med gode ben træder sig nemlig igennem sommerlandet for at give tips til at spare energi ved en række pop-up events, og den 19. juli rammer cykel og rådgiver Jammerbugt Kommune.
”De høje energipriser har givet mange flere opkald til vores rådgivningstjeneste, så nu sender vi rådgivere ud for at hjælpe med at spare energi. Der kan være overraskende meget at spare med enkle tiltag – og det er da sjovere at bruge pengene på is end på elregninger,” siger Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig SparEnergi.dk, Energistyrelsens rådgivningstjeneste.
Sommerens sparetips
De cyklende rådgivere skal være med til at sprede budskabet om en ny kampagne – ”Én ting er sikkert. Og det er grønt”, der har som mål at få danskerne til at spare på energien med en række konkrete og årstidsbestemte sparetips.
Årsagen er selvfølgelig, at der lige nu er historisk høje energipriser, stort klimafokus og pres på det europæiske gasmarked.
Der er derfor meget at vinde ved at tænke sig om og spare på energien, og det ved danskerne også godt. I en befolkningsundersøgelse lavet for Energistyrelsen svarede 6 ud af 10 danskere i juni, at de var mere motiverede for at spare på energien end seks måneder tidligere.
Denne sommer fokuserer rådene blandt andet på at bruge tørresnoren, tage kortere varme bade og afkoble elektriske apparater før ferien.
Rundt i hele landet
Anne Kathrine Jensen er én af de rådgivere, der kommer til at cykle landet rundt på en cykel proppet med gode råd og inspiration til at spare energi, penge og CO2.
”Det er altid fedt at møde folk ansigt til ansigt, og det giver en helt anden værdi, når man kan spørge ind til specifikke forhold. For huse er vidt forskellige. Men der er næsten altid nogle gode muligheder for at få et bedre hus eller sommerhus med lavere energiudgifter,” siger hun.
Anne Kathrine og hendes kolleger cykler ikke nær så hurtigt som et Tour de France-felt, men til gengæld kommer de længere rundt i landet, og så har de god tid til at stoppe og snakke med alle, der har lyst.
De svarer på spørgsmål og deler ud af gode sparetips ved pop up-events rundt om i hele landet. I Jammerbugt Kommune kommer de blandt andet forbi Blokhus og Slettestrand.
Altid energi at spare
Konceptet blev første gang afprøvet sidste år, og i år er antallet af events tredoblet.
”Vi fik supergode tilbagemeldinger sidste år, og med den nuværende klima- og energikrise er der mere grund end nogensinde til at spare på energien. Derfor udvider vi konceptet markant, så vi kan komme ud i sommerlandet og tilbyde gratis energirådgivning til endnu flere danskere,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.
”De gode råd kan bruges af alle til at spare penge og CO2, uanset om det gælder lejligheden, sommerhuset eller parcelhuset”, lover hun.
Her kan du møde den cyklende energirådgiver i Jammerbugt Kommune:
Tirsdag 19. juli
- 10.00-11.00, SuperBrugsen, Fjerritslev
- 12.00-13.00, Feriecenter Slettestrand, Fjerritslev
- 15.00-16.00, Blokhus Torv, Blokhus
- 16.30-17.30, Spar i Hune, Blokhus