Danmark vil spise 15 gange så meget stegt flæsk den kommende uge, forventer Coop
Nationalretten stegt flæsk med persillesovs er altid mere på middagsbordene, når der er valg, end normalt.
Salget af stegeflæsk blev således mere end 5-doblet ved Kommunalvalget i 2009. Ved Folketingsvalget i 2015 var der tale om mere end en 4-dobling. Det viser en undersøgelse fra Coop Analyse.
Ved valget på onsdag den 5. juni forventer Coop at sætte ny rekord i salget.
Forklaringen er, at de 1000 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og Fakta for første gang har fælles fremstød for stegeflæsk, nye danske kartofler og økologisk persille.
”At få flere til at være sammen om et måltid, der forener tradition, en sæsonaktuel råvare som nye danske kartofler og økologisk grønt på demokratiets festdag, passer perfekt med det, som vi gerne vil stå for i Coop,” siger kategorichef Rasmus Holgersen, Coop.
Med det fælles fremstød forventer Coop at sælge omkring 15 gange så meget stegeflæsk fra 3.-5. juni som normalt.
På Opskrifter.coop.dk har Coop samlet ca. 8000 opskrifter, der skal gøre det lettere for danskerne at lave mad. Her kan man også få vejledning til, hvordan man tilbereder stegt flæsk med persillesovs.
Tilbuddene gælder fra 3. juni til og med 5. juni. På selv valgdagen, Grundlovsdag 5. juni, skal de store butikker holde lukket. Men ca. 700 butikker, primært fakta, Dagli´Brugsen og Irma, holder åbent denne dag.