Kilder det pludselig i næsen, og løber øjnene i vand? Sæsonen for græs blev skudt i gang hen over weekenden. Pollenmængden stiger, og sæsonerne bliver længere, viser nye tal fra Astma-Allergi Danmark. Ifølge foreningen er det derfor vigtigt, at kommuner og boligforeninger arbejder målrettet for at mindske mængden af græs i byerne.
Op mod en million danskere lider af pollenallergi, og især pollen fra landets græsplæner og vildtvoksende græsområder gør hverdagen sur for rigtig mange danskere. Nu er niveauet af græspollen i luften så højt, at Astma-Allergi Danmark officielt blæser sæsonen i gang.
Desuden viser tal fra foreningens nye pollenkalender, at mængden af græspollen helt generelt er højere end tidligere. Ved at sammenholde gennemsnitsmålinger af alle pollentyper fra perioden 1981–2009 og fra 2011–2020, kan Astma-Allergi Danmark konstatere, at tallene for græspollen er steget med 19 procent, ligesom sæsonen for græs er forlænget med hele 18 dage. Find Astma-Allergi Danmarks nye pollenkalender her.
Symptomer som kløe, nys og vejtrækningsbesvær
Lider man af græspollenallergi, går man altså formentlig en lang og intens sæson i møde med udsigt til diverse gener.
– Symptomer på høfeber viser sig som kløende øjne, rindende eller stoppet næse, hyppige nys og mange får også problemer med vejrtrækningen, som kan være astma, siger Betina Hjorth, leder af Astma-Allergi Danmarks Rådgivning.
Det kan derfor være en god idé at konsultere lægen, hvis man gennem længere tid døjer med symptomer, der minder om en sejlivet forkølelse – det kan nemlig sagtens være pollenallergi. Tager man sine forholdsregler og får den rette behandling, kan de fleste heldigvis blive fri for symptomer, lyder det fra Astma-Allergi Danmarks Rådgivning.
Klimaforandringer og græs i byerne kan forklare øget pollenmængde
I Astma-Allergi Danmarks nye pollenkalender kan man læse, at det ikke blot er mængden af græs, men den generelle mængde af pollen, der er højere i dag end tidligere. Ligesom sæsonerne for de seks mest allergifremkaldende pollentyper er blevet længere.
Ifølge Astma-Allergi Danmark kan det skyldes flere faktorer som eksempelvis klimaforandringer og nye måder at anlægge grønne områder i byerne på. Klimaforandringerne medfører blandt andet ændringer i temperaturen, nedbør og vindforholdene. Det giver træer og buske nye vækstmuligheder og også ændring i pollenmængden. Samtidig kan ændringer i vindforhold betyde, at pollen fra omkringliggende lande finder vej til danske himmelstrøg.
Kigger man specifikt på stigningen i græspollen de senere år, kan en forklaring være, at kommuner og boligforeninger har haft fokus på biodiversitet, og at dette fokus har betydet, at man har undladt at slå store arealer med vildtvoksende græs i den bynære natur. Det er ifølge direktør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen en misforstået strategi, der hverken er til fordel for insekter, dyr eller allergikere.
– Vi ser desværre, at alt for mange kommuner undlader at slå vildtvoksende græs og anlægger anden allergifremkaldende beplantning i vores byer. Vi skal derfor sørge for at begrænse græsset og skabe bedre vilkår for de vilde, hjemmehørende urter, så vi kan skabe gode rammer for både dyr, insekter og mennesker. Det er en udbredt misforståelse, at vild natur er en fjende mod danskere med allergi. Det forholder sig faktisk lige omvendt”, siger Anne Holm Hansen.
Find hjælp på Pollenportalen
For at imødekomme de mange allergiramte danskere har Astma-Allergi Danmark netop lanceret det digitale hjælpemiddel ’Pollenportalen’. Her kan man finde gode råd til at klare sig gennem arbejdsdagen, lave havearbejde, være fysisk aktiv, tage på festival og meget andet, selvom man er plaget af allergi.
Astma-Allergi Danmarks Rådgivning anbefaler, at du følger disse gode råd for at mindske generne i hverdagen:
- Husk din medicin
- Hold øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling
- Brug solbriller eller cykelbriller, så du får færre pollen i øjnene
- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng
- Tør dit tøj i tørretumbleren i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj
- Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften
Find mere hjælp på Pollenportalen: https://www.astma-allergi.dk/pollenportalen
Er du nysgerrig på at se, hvordan vi finder Dagens Pollental? Se video her: https://www.astma-allergi.dk/pollenservices/sadan-maler-vi-pollen/
• Hent Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play her: https://www.astma-allergi.dk/pollenservices/dagens-pollental-app/