ForsideAndetGuide til årsopgørelsen: Her er de fradrag, du skal huske at tjekke

Guide til årsopgørelsen: Her er de fradrag, du skal huske at tjekke

Guide til årsopgørelsen:
Her er de fradrag, du skal huske at tjekke

Er du en af de mange, der flokkes om Skats hjemmeside for at se, om du skal have penge tilbage eller ej, når Skat åbner for årsopgørelsen? Så bør du i samme ombæring også tjekke årsopgørelsen for fejl og glemte fradrag, da der kan være penge at hente. Spar Nord og BDO har lavet en tjekliste til, hvad du skal kaste et ekstra blik på.

Rigtig mange danskere sidder sædvanligvis i kø, når Skat åbner op for årsopgørelsen, hvilket i år officielt sker den 14. marts. Og for mange er det primært for at se, om de er blandt dem, som skal have penge tilbage i skat. Du risikerer dog at snyde dig selv for tusindvis af kroner, hvis du ikke også tjekker din årsopgørelse for fejl og glemte fradrag, når du alligevel går den igennem.

Derfor har Spar Nord og BDO lavet en tjekliste over nogle af de væsentligste fradrag, du kan trække fra, og som du derfor med fordel kan være særligt opmærksom på i år.

1. Kørselsfradrag

Som en konsekvens af det stigende hjemmearbejde stoppede Skattestyrelsen sidste år sin service med automatisk at påføre et kørselsfradrag på årsopgørelsen hos landets pendlere, og denne praksis er videreført til i år.

– Du skal selv indtaste dit kørselsfradrag for 2021. Det gælder også, selvom du har indtastet det på forskudsopgørelsen. Fradraget overføres nemlig ikke automatisk fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen, forklarer chefkonsulent hos BDO, Henning Boye Hansen – og han tilføjer:

– Har du sammenlagt over 24 kilometer til arbejde, kan du få 1,90 kroner per kilometer i fradrag for al kørsel mellem 24 og 120 kilometer, hvorefter du kan få 0,95 kroner per kilometer – med undtagelse af yderkommuner, hvor satsen også for de lange strækninger er 1,90 kroner per kilometer. Du kan ikke få fradrag for de dage, hvor du har arbejdet hjemmefra. Hvis du til gengæld har haft dage, hvor du har kørt til jobbet to gange på én dag f.eks. på grund af et aftenmøde, har du fradrag for al kørsel ud over de første 24 km på disse dage.

2. Køb af bolig og omlægning af lån

Også sidste år gik det stærkt på boligmarkedet, og hvis du er en af de nye boligejere eller har omlagt dit boliglån, kan du få fradrag for rente og bidrag på realkreditlånet og renteudgiften på boliglånet, mens du også skal sørge for at tjekke, om ejendomsværdiskatten stemmer:

– Har du købt ny bolig sidste år, skal du huske at registrere din nye bolig med overtagelsesdatoen i din årsopgørelse. Ligger indflytningsdatoen efter overtagelsesdagen, skal du benytte den i stedet. Når du således har registreret dig som ejer, betaler du automatisk ejendomsværdiskatten via din personskat, siger Birgitte Normann Mejlgaard og uddyber:

– Når et boliglån optages eller omlægges, er der også flere udgifter, som du kan få fradrag for, men som du selv skal indtaste på årsopgørelsen. Det gælder f.eks. renter fra refusionsopgørelse ved køb og salg af bolig samt differencerenter, når du indfrier eller omlægger realkreditlån.

3. Håndværkerfradrag og servicefradrag

Er du blandt de danskere, som har været i gang med at renovere eller forskønne boligen gennem det seneste år, og har du haft hjælp fra en professionel håndværker i den forbindelse? Så kan du i flere tilfælde få fradrag for arbejdslønnen. Ligeledes skal du huske at oplyse, hvis du får hjælp til eksempelvis rengøring, børnepasning og havearbejde, da det kan give dig servicefradrag.

– Især servicefradraget er vigtigt at få med på årsopgørelsen, fordi fradragsværdien af servicefradraget – altså den faktiske skattebesparelse, som dette giver – er ekstraordinær høj i 2021, fortæller Henning Boye Hansen og uddyber:

– Ligeledes er det maksimale fradrag også sat op for 2021, hvor loftet for både håndværker- og servicefradrag lyder på 50.000 kroner. Ægtefæller kan således tilsammen fratrække afholdte udgifter med helt op til 100.000 kroner.

4. Børne- og ægtefællebidrag

For fraskilte personer er det ligeledes muligt at få fradrag, hvis du betaler ægtefællebidrag eller børnebidrag til børn under 18 år, men det er ikke altid, at fradraget automatisk kommer med på årsopgørelsen.

– Betaler du via Udbetaling Danmark, får du automatisk dit fradrag. Men hvis du betaler på anden vis, har du selv ansvaret for at få angivet det på årsopgørelsen. Derudover er det nok for mange overraskende, at du kan få fradrag, hvis du betaler for udgifter i forbindelse med dit barns dåb eller konfirmation, i tilfælde hvor dit barn ikke bor hos dig, forklarer Henning Boye Hansen.

5. Fradrag for gaver til velgørende formål

Hvis du har været i det gavmilde hjørne og har doneret beløb til en velgørende forening, kan du få fradrag for bidraget. I givet fald opnår du en skattebesparelse på omkring 26 procent af beløbet.

– Fradraget opnås kun, hvis den velgørende organisation indberetter din donation, da du ikke selv kan påføre bidraget på årsopgørelsen. Har du betalt via MobilePay, vil du normalt kunne sende et screenshot af betalingen til organisationen og bede den indberette beløbet, fortæller Henning Boye Hansen.

For 2021 kan du højst få fradrag for 17.000 kroner ved gaver og donationer til velgørende formål.

6. Aktier og andre værdipapirer

Det er næppe gået nogens næse forbi, at det i de senere år har været særdeles populært at handle aktier. Har du i den forbindelse tabt penge på aktier eller værdipapirer, så kan du trække det fra i fremtidige gevinster og udbytter.

– Det er muligt at få fradrag, hvis du eksempelvis har solgt en aktie med tab. Det forudsætter dog, at Skattestyrelsen har oplysningerne fra din bank eller dig, og derfor bør du altid kigge efter, om tabet er registreret i skattemappen, siger Birgitte Normann Mejlgaard afsluttende.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER