ForsideAndetH.K.H. Kronprinsessen har indviet nyt nordjysk hospice

H.K.H. Kronprinsessen har indviet nyt nordjysk hospice

Det færdige Hospice Vangen i Nørresundby blev torsdag 9. maj indviet af Kronprinsessen. 244 personer deltog i indvielsen.

Nyt kapitel for nordjysk hospice
Det var med kongelig deltagelse, da Nordjyllands nyeste hospice blev indviet torsdag formiddag. Hospice Vangen i Nørresundby blev officielt indviet af H.K.H. Kronprinsessen, som klippede den røde snor ind til de splinternye hospicebygninger.

Hospicechef Anette Agerbæk er utrolig stolt og glad over, at Kronprinsessen ville deltage i indvielsen af det 2.499 kvadratmeter store hospice.

– Det har været en god dag. Vi har fortalt Kronprinsessen om alle de tilbud, som vi kan give de meget syge og terminale patienter, som får plads på det nye hospice. Hun var meget interesseret i at vide, hvordan vi arbejder med at lindre patienterne, siger Anette Agerbæk. 

Bestyrelsesformanden for hospicet og regionsrådsmedlem, Mogens Nørgård (S), er rørt over, at Kronprinsessen har valgt at lægge vejen forbi Nørresundby på vegne af de mange patienter, som bliver indlagt på hospicet. Sidste år blev 260 patienter indlagt og Mogens Nørgård synes, at Kronprinsessen viser en stor respekt ved at møde op til indvielsen.

– Det er på mange måder en flot gestus af Kronprinsessen. Hun har været oprigtigt interesseret i hospicet og ikke mindst, hvad vi fremover kan tilbyde patienterne, siger Mogens Nørgård.

Foruden snoreklip og officiel indvielse blev Kronprinsessen også modtaget af en af hospicets nuværende patienter, 71-årige Lilly Kristine Vammen Jensen. Ved ankomsten overrakte Lilly en buket til Kronprinsessen, ligesom de to senere mødte hinanden i en mere privat ramme i en af de nye patientstuer.   

KamilianerGaarden bliver til Vangen
Det er den selvejende institution KamilianerGaardens Hospice i Aalborg, der nu flytter til Nørresundby. Det nye hospice er placeret ud til rolige omgivelser og fredskov i det nordøstlige Nørresundby.

Når KamilianerGaardens Hospice er endeligt flyttet fra de nuværende lokaler i Aalborg Vestby, bliver overgangen samtidig markeret med et navneskift til netop Hospice Vangen. De første patienter flytter ind på Hospice Vangen 23. maj.

Den nye bygning rummer 15 sengepladser til terminale patienter, og der er blevet plads til det palliative team fra Aalborg Universitetshospital, der arbejder for at lindre patienterne både fysisk, psykisk, socialt, eksistentielt og åndeligt. Derudover rummer den nye bygning hele den store frivillige organisationen, som er bygget op omkring hospicet.

I forbindelse med udviklingen af det nye hospice er der inddraget brugerperspektiver og forskningsbaseret viden om lindrende arkitektur, så hospicet i videst muligt omfang imødekommer alle brugernes behov.

Samtidig er der bygget med fokus på både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Det betyder også, at materialer, farver og udsmykning af bygningen er nøje udvalgt i forhold til bæredygtighed og i forhold til brugernes behov.

Den nye bygning er 2.499 kvadratmeter, og de 15 sengestuer er alle placeret med store vinduespartier ud mod fredskoven.

Hospicet er Region Nordjyllands første OPP-projekt (offentligt-privat-partnerskab). TRIGON A/S er OPP-kontraktleverandør og har dermed stået for opførelsen af bygningen og de skal også stå for den efterfølgende bygningsdrift af det nye hospice.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER