Af Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, medlem af Folketinget (S)
Midt i en epidemi som corona, er det ikke underligt, at sundhedsspørgsmålet fylder det meste i den offentlige debat. Selvom vi stadig har store udfordringer og mange problemer midt i den ulykkelige epidemi, klarer Danmark sig langt bedre end de fleste andre lande sundhedsmæssigt. Det er værd at huske, også når nogle prøver at tegne et meget negativt billede af det pressede sundhedssystem. Regeringen handler og løser problemerne, når de opstår. Det er også derfor, vi i øjeblikket forhandler om en midlertidig corona-vinterpakke, som skal afhjælpe det pres, som de hårdtprøvede ansatte i landets sundhedssystem, er udsatte for.
Men også økonomisk og beskæftigelsesmæssigt går det godt. Fantastisk godt faktisk. Sjældent har dansk økonomi været stærkere, og når det handler om ledigheden er den historisk lav. Havde vi befundet os i 1970erne, 80’erne eller 90erne, hvor dansk økonomi var hovedtemaet i den politiske debat, havde roserne stået i kø for at hylde dansk økonomi. Nu fylder andre temaer forståeligt nok. Men det er stadigvæk værd at bemærke, at centrale parametre som økonomi og beskæftigelse lyser op som enestående gode. Både set historisk her i Danmark. Og set sammenlignet med stort set alle andre lande, vi normalt sammenligner os med.
Økonomien er nemlig allerede langt stærkere end før coronakrisen. Nye tal viser, at beskæftigelsen er steget med 2,7 pct. siden slutningen af 2019, så der nu er 82.000 flere beskæftigede end før coronakrisen. Beskæftigelsen er dermed på et højere niveau, end hvad vi ville have forventet, hvis der slet ikke havde været en coronakrise. Ledigheden er faldet med 6.300 til 87.900 personer, svarende til en ledighedsprocent på 3,1 pct. Dermed ligger ledigheden på det laveste niveau siden december 2008. Danmark er et af de lande, som hurtigst har lukket det økonomiske hul efter coronakrisen. Allerede i 2. kvartal af 2021 var det danske BNP over niveauet i slutningen af 2019, hvilket er bedre end stort set alle de lande, vi normalt sammenligner os med.
Der er med andre ord tale om et Danmark, der trods epidemi, problemer og modgang er i enestående god form. Eller som Præsident Barak Obama en gang sagde om Danmark: “you punch above your weight”. Lad os bruge denne styrke til at komme samlet, styrket og helskindet gennem krisen.