ForsideJammerbugtOver 600 i Jammerbugt Kommune har type 2-diabetes uden at vide det

Over 600 i Jammerbugt Kommune har type 2-diabetes uden at vide det

Type 2-diabetes er en lumsk sygdom, der udvikler sig langsomt – ofte uden man opdager det. Jo tidligere, man opdager, at man har forstadier til type 2-diabetes, jo større et skridt har man taget på vejen mod forebyggelse. Derfor opfordrer Diabetesforeningen alle til at lade sig risikoteste op til Verdens Diabetesdag 14. november.

Type 2-diabetes er en sygdom, der ofte udvikler sig langsomt, uden man opdager det. I Jammerbugt Kommune skønnes der lige nu at gå 634 mennesker rundt med type 2-diabetes, uden de selv er klar over det. Læg hertil, at 3000 borgere i Jammerbugt Kommune skønnes at have prædiabetes, som betyder, at de har en meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes.


Viden er magt, siger man, og når det kommer til opsporing af type 2-diabetes, er udsagnet ikke bare sandt, det er en bydende nødvendighed:

– Type 2-diabetes er en alvorlig sygdom, som på længere sigt kan medføre livstruende følgesygdomme som hjerte-kar-sygdom og nyresvigt. Oplever man træthed, højt væskeindtag eller tissetrang, kan det være tidlige tegn på type 2-diabetes. Vi anbefaler, at man går til lægen, hvis man oplever nogle af disse symptomer, for ved at opdage type 2-diabetes i tide kan man forebygge farlige følgesygdomme, fortæller Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.

Tag risikotesten allerede nu

Ifølge Diabetesforeningens beregninger er mindst 4 ud af 10 danskere med type 2-diabetes ramt af følgesygdomme, mens 40 procent allerede har udviklet dem, når de får stillet deres diabetesdiagnose. Udover at være en belastning for den enkelte er følgesygdommene også en dyr post på samfundsøkonomien. I 2011 kostede diabetes 87 millioner kroner om dagen (nyeste tal), heraf tegner følgesygdommene sig for cirka 60 procent. Udgifter, der altså kan sænkes betydeligt, hvis vi bliver bedre til at opspore sygdommen, så personer med type 2-diabetes ikke når at udvikle følgesygdomme.

Hvert år den 14. november markeres Verdens Diabetesdag, hvor Diabetesforeningen sætter fokus på tidlig opsporing af type 2-diabetes. Det foregår blandt andet på mange af landets apoteker i samarbejde med Apotekerforeningen. I år falder 14. november dog på en søndag, hvor mange apoteker holder lukket. Derfor har Diabetesforeningen sammen med Apotekerforeningen valgt at flytte fokus på opsporings- og forebyggelseskampagnen til lørdag den 13. november.

Ved tidligere kampagner tog flere end 30.000 danskere Diabetesforeningens risikotest, som førte til, at mere end halvdelen blev anbefalet at søge egen læge, fordi de havde en høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. 

Risikotesten er udviklet af forskere på Diabetes Research Center på Leicester University i England og består af syv simple spørgsmål, som efterfølgende placerer dig i en risikogruppe. I ugen op til Verdens Diabetesdag kan du tage testen til en lang række arrangementer landet over, hvor du også kan få råd og vejledning.

I Jammerbugt Kommune er der følgende arrangementer lørdag den 13. november:

Åbybro Apotek, Østergade 36, 9440 Åbybro, kl. 11-13

Brovst Hallen, Østergade 16, 9460 Brovst, kl. 11.30-13.30

Pandrup Apotek, Bredgade 3, 9490 Pandrup, kl. 9-10.50

Fjerritslev Apotek, Østergade 11-13, 9690 Fjerritslev, kl. 9-11

Se alle arrangementer lørdag den 13. på Diabetesforeningens Danmarkskort. Kortet opdateres løbende. Arrangementerne foregår i samarbejde mellem Diabetesforeningens mange lokalforeninger, apoteker, fitnesscentre og kommunale sundhedscentre.

Skulle du have lyst til at teste dig selv inden 13. november, kan du allerede nu gå ind på diabetes.dk/risikotest og tage testen online. På Diabetesforeningens hjemmeside kan du også blive klogere på, hvordan du kan forebygge eller leve godt med type 2-diabetes. 

I Jammerbugt Kommune har 2000 allerede diagnosen type 2-diabetes.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER