ForsideBlokhus15 nye byggegrunde i Saltum

15 nye byggegrunde i Saltum

På et 3 ha stort areal på Vestergaardsvej i Saltum byggemodner Jammerbugt Kommune 15 parcelhusgrunde. Flere grunde i Biersted er ligeledes på trapperne.

Arealet i Saltum ligger i den vestlige del af byen med kort afstand til Saltum Skole og en smuk udsigt mod vest.

De 15 parcelhusgrunde bliver mellem 1.099 m² og 2.084 m². Så forholdsvise store parcelhusgrunde, som kommunen har erfaret, at køberne finder attraktive.

”Vi ser et behov for flere byggegrunde i Saltum. Grundene får en attraktiv størrelse samtidig med, at de ligger bynært og med god udsigt”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Den samlede udgift til byggemodningen forventes at blive på 4,5 mio. kr. Det er inklusive tilslutnings- og anlægsbidrag til kloak, el, vand og fjernvarme. Der er også indregnet udgifter til etablering af fortov og gadelys i den ene side af vejen. Da der kan være forhistoriske fund i den sydlige del af arealet, er der i budgettet også indregnet 200.000 kr. til dette.

Kommunen forventer at udbyde grundene umiddelbart efter lokalplanens godkendelse, og at byggemodningen kan starte efter sommerferien. Det betyder, at grundene bør være klar til salg ved årsskiftet 2019/2020 – dog med forbehold for de vejrmæssige udskejelser.

Salgspriserne for grundene skal udbydes eller fastsættes til markedsprisen ifølge lovgivningen. Den endelige salgspris vil ske i forbindelse med, at grundene udbydes.
Også andre steder i kommunen er der byggemodning af grund på vej.

”Vi har afsluttet forhandlinger om køb af et areal i den sydvestlige ende af Biersted. Vi forventer derfor, at starte byggemodningen af et antal grunde i Biersted inden sommerferien”, afslører Mogens Christen Gade.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER