ForsideDebatHvorfor er der tilsyneladende modstand mod Naturnationalpark ved Tranum

Hvorfor er der tilsyneladende modstand mod Naturnationalpark ved Tranum

Af Karsten Højen Ny Skovsgård

Naturnationalpark ved Tranum

Måske er jeg svag i opfattelsen, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde hoved og hale i hvorfor der tilsyneladende hos nogen er modstand mod en naturnationalpark i Tranumområdet.

Nu har vi i årevis skreget på mere naturlig/ureguleret natur i Danmark, som er et af verdens mest opdyrkede lande. Så kommer der en lovgivning der åbner op for langt mere natur. Og så er der nogen der er imod – og modstanderne er MEGET højtråbende og synlige i mediebilledet. Men jeg tvivler på at de repræsenterer flertallet i befolkningen.

Jeg har svært ved at forstå om modstanden bunder i personlige og økonomiske interesser hos modstanderne? For på vilde naturområder skal der naturligvis ikke dyrkes landbrug, der skal ikke drives skovbrug, køres mountinbike og der skal ikke drives jagt – og afvandingsgrøfter m.m. skal lukkes så der opstår naturlige vandhuller, søer, sumpområder og damme.

Fra Slettestrand til Rødhus – det er jo et kæmpe område på 2.700 hektar – ca 5.000 tønder land. Et område hvor der er klitområder, klithede, skov, små søer, overdrev og meget andet. Det eneste man kunne ønske sig er at skydeterrænet også blev inddraget i naturnationalparken. Og for min skyld også gerne aktieplantagen hvor jeg selv er medejer.

Jeg kan forstå at det, nogen er meget imod, er at der skal hegn omkring området. Men det betyder jo så også at alle de mange hegn der i forvejen er i området bliver fjernet, så dyrene har et langt større område at færdes i.  Der er mere end 20 km. fra den ene ende til den anden i luftlinje.

Vi har mange krondyr, dådyr og rådyr i vores område og de har jo hidtil klaret sig udmærket – også om vinteren. At der så skal udsættes skotsk højlandskvæg og islandske heste også, er vel bare en ekstra gevinst. Og måske kan der med tiden komme elsdyr, bævere, vildsvin får og ulve også – ræve, grævlinge er der jo i forvejen. Og hvorfor skulle de lige pludselig ikke kunne klare sig om vinteren?

Tag Livø som eksempel. Det er et af landets skønneste naturområder og der er de mange dyr jo også hegnet ind – endda på et langt mindre område (hegn = Limfjorden). Og der klarer naturen, flora og faunaen sig glimrende.

Ved Ulvedybet omkring dæmningen mellem Øland og Gjøl går der masser af heste og køer året rundt – og det bag indhegning. Hvorfor er det ikke det man brokker sig over. Og går vi så videre og ser på de mange landbrug der har indespærrede kvæg gående under tag næsten hele året. Man er nødt til at se på det proportionsforvrængende i hele denne debat.

Jeg tror at rigtig mange klapper i hænderne af udsigten til en naturnationalpark i netop vores område. Og kommunalpolitikerne kan jo heldigvis også se perspektiverne i det.
Jeg mangler en gyldig seriøs argumentation for hvorfor vi ikke skal have en naturnationalpark her i vores skønne kommune. Og indtil jeg får den vil jeg klappe i mine hænder og glæde mig til naturnationalparken bliver etableret. Der florerer alt for mange usandfærdige myter hos dem der kæmper imod.

3 KOMMENTARER

  1. Du glemmer en vigtig detalje. Islandsheste og skotsk højlandskvæg er ikke “vilde dyr”. det er tamdyr/husdyr/produktionsdyr, der er opdrættede til deres formål, ridning og kødkvæg. Har man sådanne dyr i sin varetægt og har dem på “døgnfold”, så skal der være foder, vand og shelter. Det er lovhjelmede krav for husdyrhold, og skal naturligvis også gælde i alle forhold. Derfor skal og kan tamdyr ikke indgå i rewilding. At sætte tamdyr ud i fri natur m.h.p., at de skal klare sig selv eller gå til grunde, har intet med natur at gøre.

  2. Så vidt jeg ved, bliver der ikke tale om, hverken islændere eller højlandskvæg. Der bliver forventelig tale om lettere typer dyr. Der bliver også tale om et meget begrænset antal, der kan klare sig på området uden tilskudsfoder. Dog måske suppleret med hø fra selve området i særlig strenge vintre. Forholdene er reguleret af egen lovgivning.
    At landmænd er pålagt at opføre sheltere til f.eks. højlandskvæg er en helt anden sag og måske noget man med rimelighed kan søge ændret lovgivningsmæssigt.
    Så vidt jeg har forstået er formålet med naturnationalparker ikke “rewilded” natur, men mere mangfoldig natur, hvor “grovgræssere” indgår som en nødvendig forudsætning.

    • Ingen ved endnu hvilke dyr de påtænker at udsætte i området nu og i fremtiden og der er da helt bestemt en mening med at man har fået vedtaget en alternativ dyrevelfærdslov (L 229) for naturstyrelsen så de generelt er dispenseret fra at følge den dyrevelfærdslov der gælder for private. Altså intentioner om at bruge loven således at naturstyrelsen kan bryde dyrevelfærdsloven uden retsforfølgelse! Det er simpelthen dyrplageri ikke at vinterfodre eller at sørge for nødvendigt shelter, dyr bliver da ikke anderledes ved at være under naturstyrelsens ansvar, de fryser da stadig om vinteren og bliver stadig syge, nøjagtig som hvis det var private ejere.
      Under naturstyrelsens ansvar bliver de skudt når de bliver for udsultede til at kunne klare sig selv – efter måneders lidelser!
      Derudover er der ikke fagligt belæg for rewilding i Tranum, der er tale om et forsøg hvor man ikke kender resultatet, der er ingen garanti for en mere mangfoldig natur, kun for en anderledes natur, med risiko for at man helt ødelægger den flotte natur vi har – og hvad er der i grunden galt med naturen i Tranum.
      – jeg snes den er enestående og helt i samklang med lokalbefolkningen og erhverv i området.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER