Senest Jammerbugt FC spillede hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena blev der i en målrig kamp mod HB Køge slået hul på bylden i forhold til hjemmesejre i NordicBet Liga. Nu skal der følges op søndag hjemme mod Esbjerg fB.
Men Esbjerg har også fået hul på en byld. Efter en udfordrende start på flere kanter har det sydvestjyske mandskab fået et mere fast greb om sæsonen. To sejre, de første af slagsen i denne omgang, er hentet i de seneste to runder.
Det betyder at Jammerbugt FC og Esbjerg fB ligger næsten side om side, kun adskilt af et enkelt point. Point kunne det også været blevet til, da Jammerbugt FC i sidste runde spillede ude mod Nykøbing FC, men trods en pauseføring og en ganske god præstation endte værterne med at vende opgøret og hive alle tre point hjem, endda med et par mål i overskud. Selvom der ikke kunne pakkes point i rygsækken, var der dog positive ting at hente med hjem til Jammerbugten.
– På trods af sidste nederlag på Falster, synes jeg, at truppen er positiv samt indstillet og klar på at kæmpe for de tre point søndag. Humøret er højt og vi glæder os til at tage imod esbjergenserne på eget græs, fortæller Jammerbugt FC-back Daniel Mortensen, som, den fornuftige pointhøst til trods, gerne havde set flere på kontoen.
– Spillet har i perioder set fornuftigt ud, dog har modstanderholdene i nogle kampe været mere kyniske, både offensivt og defensivt, hvilket har været med til at påvirke resultaterne negativ, trods godt spil, fremhæver Daniel Mortensen med erkendelse af, at fejlene skal minimeres, hvis de gode præstationer skal kaste flere point af sig.
Det vil være et af flere fokuspunkter, når holdet fra Danmarks femte største by kommer på besøg søndag. Forventeligt er der en stor udfordring i sigte, men troen er intakt hos Daniel og resten af de blå. Målet er tre point og dermed at avancere forbi Esbjerg fB i tabellen.
– Esbjerg er godt kørende efter to sejre de sidste to kampe. Jeg føler dog at vores chancer ser rigtig fornuftige ud, selvom vi selv kommer fra et 1-4 nederlag. Esbjerg har haft en meget turbulent halvsæson med mange udskiftninger i truppen, som måske stadig påvirker dem en smule, trods gode resultater på det seneste. Derfor tror jeg på, at vi kan udrette et godt resultat imod dem og forhåbentlig overhale dem i tabellen, vurderer Jammerbugt FC’s ihærdige højre back.
Han er altid garant for at give den alt, hvad den kan trække og viger ikke for nogen, når kampen ruller. Det er heller ikke hensigten mod det tidligere Superliga-mandskab, som har et ganske imponerende pokalskab med både pokaltitler og danske mesterskaber.
– Som altid skal der lægges en god arbejdsindsats for dagen, samtidig med at vores spil gerne skal gå op i en højere enhed, i forhold til vores gameplan. Sidst og måske allervigtigst er en stor tro på tingene hos både os spillere samt de tilskuere, der følger med fra sidelinjen, slutter Daniel Mortensen med at understrege, inden det går løs på grønsværen på Sparekassen Vendsyssel Arena.
Der er kick off mellem Jammerbugt FC og Esbjerg fB søndag d. 26. september kl. 14.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena – og husk nu, at der er fri entre for alle til denne kamp! Vi glæder os til at se dig på stadion og håber på en stærk 12. mand på lægterne.